I det fynske folks tjeneste

Balladen om Elsam kunne være undgået

Politikerne i Odense kunne have undgået stormen om Elsamaktierne, hvis de i salgsaftalen havde taget højde for at aktierne ville stige i værdi. Det har man nemlig gjort i andre kommuner - netop for at undgå en situation, som den Odense er kommet i.

-

Politikerne i Odense kunne have undgået stormen om Elsamaktierne, hvis de i salgsaftalen havde taget højde for at aktierne ville stige i værdi. Det har man nemlig gjort i andre kommuner - netop for at undgå en situation, som den Odense er kommet i.

Tre fynske forsyningsselskaber solgte for over et år siden deres Elsamaktier til en lavere kurs end Odense kommmune. Men selskaberne blev efterreguleret, da Odense for nylig solgte sine aktier. De fik nemlig indført en klausul om fuld andel i kurstigningerne ved gensalg.

100 millioner oven i

- Det var først og fremmest for at spænde et sikkerhedsnet ud under os, at vi fik indført den klausul. Vi var de første der solgte Elsamaktier, siger Steen Dahlstrøm, der er bestyrelsesformand i Trefor.

Dahlstrøm oplyser til TV 2/Fyn, at forsyningsselskabet fra Trekantsområdet solgte Elsamaktierne for godt 1,5 milliarder kroner og har senere fået cirka 100 millioner kroner efterreguleret. 

Og hvis aktierne igen bliver solgt til en højere kurs inden årsskiftet bliver de efterreguleret igen.

Fortrydelse i Odense

- I bagklogskabens ulidelige skær kan det da godt ærgre, at vi ikke har en lignende klausul, siger Lars Chr. Lilleholt, der er byrådsmedlem i Odense for Venstre.  

- Når vi i dag skal orienteres om sagen, vil jeg spørge til, hvorfor Odense Kommune ikke fik en klausul ind i salgsaftalen. Men det går jeg ud fra, at der er en fornuftig forklaring på, siger Lars Chr. Lilleholt til TV 2/Fyn.

De andre fynske selskaber, der solgte Elsamaktier med indbygget klausul, er Energi Fyn og Ravdex i Kerteminde.