Barfoed: Nedlæg Region Syddanmark

Justitsministeren vil have nedlagt alle de danske regioner og i stedet oprette tre sygehusfællesskaber, der skal styres af bestyrelser. De konservative ønsker en ny sygehusstruktur vedtaget inden det næste regionsvalg i 2013.

- Vi skal se på, at få flere ressourcer ud af den offentlige sektor. Danmark har kun fem millioner indbyggere, og det er lidt overdrevet, at vi skal administreres af tre led. Derfor kan vi godt nøjes med at have staten og kommunerne, siger den konservative Justitsminister Lars Barfoed til TV2/Fyn.

Efter planen skal Odense Universitetshospital være en del af det nye sygehusfællesskab, men det formilder ikke Region Syddanmarks fynske næstformand.

- Vi har lige lavet en strukturreform, og har sat gang i en masse ting. Jeg kan slet ikke se, hvad det skulle kunne give af bedre løsninger, siger socialdemokraten Poul-Erik Svendsen, der i stedet sender en bredside mod regeringspartiet.

- Det er et forslag, de har haft lige så længe som partiet har eksisteret. Nu er de nede i meningsmålingerne, og så hiver de de gamle heste op af stalden igen.

Se hvad justitsministeren har tænkt sig i vores udsendelse kl. 19.30.

Oversigt

    Oversigt