I det fynske folks tjeneste

Efter en våd weekend: Beredskabsstyrelsen måtte pumpe vand i seks timer

Weekendens store mængder regn har givet udfordringer på Nordfyn. Her måtte beredskabsstyrelsen komme og hjælpe til.

I Hasmark har tre store pumper arbejdet natten til mandag for at hjælpe med at lede store vandmængder væk.

I løbet af natten har tre store pumper stået og hjulpet vandsystemet på Nordfyn i nærheden af Hasmark. Nogle få huse har fået vandskade.

Det kan næppe været gået nogens næse forbi, at det har regnet en hel del i weekenden. På Nordfyn i sommerhusområdet ved Hasmark, er der faldet så meget vand, at Beredskabsstyrelsen måtte op og hjælpe vandsystemerne.

Læs også Blæsende start på efterårsferien

- Når der kommer så meget vand, så opstår der en domino-effekt. Til sidst vil vandet enten ryge ind ad hoveddøren eller op af toilettet, og der har de almindelige pumper i vandsystemet ikke helt kunne følge med, siger Jesper Vestergaard, der er indsatsleder hos Beredskab Fyn. 

Beredskabsstyrelsen ankom derfor søndag til mandag nat ved Hasmark, og har pumpet fra klokken 03.00 til klokken ni mandag morgen. 

- Vores indsats har været at assistere det normale pumpesystem. Vi har hjulpet det med at flytte en større mængde vand, end det har været vant til. Det tog toppen af problemet, siger Jesper Vestergaard.

Assistance til et presset vandsystem

Beredskabsstyrelsen har haft tre store pumper til at hjælpe det almindelige vandsystem. Mandag morgen har de slukket dem én efter én, for at se om det almindelige system kunne klare sig selv igen. Klokken ni slukkede de den sidste pumpe. 

- For fire år siden var det markant værre i Hasmark. Der stod vi i flere døgn og pumpede. I nat tog vi bare toppen af det, og så kunne det klare sig selv, siger Jesper Vestergaard. 

Selvom det ikke var den helt store opgave at få hjulpet vandsystemet af med vand, så er der alligevel nogle huse, der har fået vandskade. 

- Nogle huse har fået lidt vand, men lidt vand er jo også for meget, siger Jesper Vestergaard. 

Læs også Ejer kalder handling forkastelig: Unge død, efter at kænguruer blev lukket ud