Betjent vil ikke gå med slips og mister sit job

En betjent fra Svendborg kan ikke tåle at gå med slips. Det har han lægens ord for, men Fyns Politi vil ikke acceptere det. Nu har de tvunget ham til at tage et andet job.

Mads Nielsen får irriterende og ubehagelig skægpest, når han går med politiets skjorte og slips. Både hans egen hudlæge og Rigspolitiets personalelæge vurderer, at det er rimeligt, at Mads Nielsen ikke går med slips på arbejde. Det skriver Tine Glindvad Nielsen i politiets Fagblad Dansk Politi.

Men den går ikke hos Fyns politi. Mads Nielsen plejede at arbejde i sin drømmestilling hos beredskabet i Svendborg, hvor han kørte patrulje og var i tæt kontakt med fynboerne. Efter at han smed slipset, modtog han et brev fra ledelsen om, at nu skulle han skifte til et kontorjob i Odense. Når man arbejder i marken, skal man have slips på, er reglen.

Nu afprøver Mads Nielsen en skjorte og slips af bomuld, der skulle kunne afhjælpe skægpesten, og så håber han i følge fagbladet Dansk Politi, at han kan komme tilbage til sit gamle job.

Fyns Politi ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, men leder Johnny Schou siger:

-Udgangspunktet er, at hvis en medarbejder bliver syg og har en lægeerklæring, så forsøger vi at finde ud af, om de har krav på, at der bliver taget nogle skånehensyn i en periode eller varigt. Som ledelse skal vi se på de muligheder, der foreligger for at skabe en jobsituation, så vedkommende kan blive på arbejdsmarkedet. Alt efter sygdomstilfældet skal vi forsøge at finde løsninger for folk. Det er måske ikke altid, at det lige er de jobmuligheder, man kunne ønske.

Johnny Schou uddyber, at hvis situationen ændrer sig, kan medarbejderen søge tilbage til den gamle jobfunktion.  

Oversigt

    Oversigt