I det fynske folks tjeneste

Bombemanualer fra terrorsagen fungerede fint

Beredskabsstyrelsen testede de bombe-manualer, som terrortiltalt havde liggende på sin computer. Opskriften på bomberne var lige efter bogen.

Hvis de tiltalte i terrorsagen fra Odense havde fulgt deres bombe-manualer til punkt og prikke, var resultatet blevet en brugbar bombe, skriver Ritzau

En kemiekspert fra Beredskabsstyrelsen vidnede mandag i Østre Landsret, og manden havde ved selvsyn kigget nærmere på bombe-manualerne fra 22-årige AK's computer.

- Med undtagelse af enkelte småfejl var fremgangsmåden den rigtige, sagde kemiker Mads Skak Jensen.

AK har tidligere hævdet, at han slet ikke kunne åbne bombe-manualerne på sin computer, efter at de var downloadet.

Men den påstand skød en IT-ekspert fra Politiets Efterretningstjeneste ned under retsmødet.

- Der var tale om et word-dokument og en html-dokument, som begge kunne åbnes på hans computer.

Forsvarsadvokat Bjørn Elmquist påpegede, at det ikke var sikkert, at de nødvendige programmer var på computeren, da hans klient forsøgte at åbne dokumenterne. Det kunne eksperten ikke afvise, men anså det for usandsynligt.

Retsmødet fortsætter mandag eftermiddag.