Børn skal passes i gæsteplejehuse

Når dagplejeren er syg, på ferie eller kursus skal odenseanske småbørn i fremtiden passes i et gæsteplejehus.

Kommunen vil frem til 2012 etablere flere huse i kommunen med tre fastansatte dagplejere, der skal passe børnene, når deres faste dagplejer har fri.

I dag placeres børnene hos andre dagplejere som ekstrabørn, hvis barnets faste dagplejer ikke er på arbejde. Det skete sidste år mere end 19.000 gange i kommunen.

Med den seneste overenskomst skal kommunerne betale mere, når dagplejerne passer et fremmed barn, og Odense Kommune anslår, at man med gæsteplejehusene kan spare i alt 15,5 millioner kroner i ekstra betaling til dagplejerne for gæstepleje.

Dertil kommer færre udgifter til sygedage, fordi dagplejerne ikke så ofte skal passe et ekstra barn. Til sammenligning koster et gæsteplejehus knap en million om året foruden udgifterne til en bygning.

Pædagogernes fagforening Bupl har tidligere stillet sig kritisk over for stordagpleje, hvor personale, der ikke er uddannet pædagoger, passer børn under institutionslignende forhold. Fagforeningen mener, det er i strid med daginstitutionsloven.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt