Bortvisning på Bernstorffsminde: Forældre kæmper for deres børn

Forælder til ledelsen på Bernstorffsminde Efterskole: "Det kan ikke være for sent at lade menneskelighed stå stærkere end regler og principper!?"

Ledelsen på Bernstorffsminde Efterskole får voldsom kritik af flere af forældrene til de 16 elever der blev bortvist midt på ugen.

Flere af de 16 forældre har henvendt sig til TV 2/Fyn med deres holdninger til sagen. Og flere har videresendt korrespondance, som er sendt til skoleleder Lars Kirkegaard.

Samtidig kan forældrene berette om støtte fra de tilbageblevne elever - blandt andet spillede drengene fredag fodboldkamp med hjemmelavede sørgebind.

"... med uærlighed kommer man længst"

Flere af forældrene mener, at bortvisningen har en slagside i og med, det kun er de elever der åbent og ærligt har fortalt, at de har drukket alkohol, mens de opholdt sig på skolen, som er blevet bortvist.

"Eleverne vil i givet fald forlade Berns (som Bernstorffsminde kaldes i daglig tale, red.) med den lære, at med uærlighed kommer man længst, skriver en forælder (navnet er redaktionen bekendt)".

quote Vi baserer hele vores skole på tillid, og en del af den tillid det er, at eleverne lever op til det regelsæt, som vi har opsat.

Lars Kirkegaard, leder af Bernstorffsminde Efterskole

Samme forælder mener, at skolen ville opnå større pædagogisk effekt "ved at lade alle 46 komme tilbage, både for dem, men også for resten af eleverne":

"Hvis man vil, i samarbejde med forældrene, kan man drage megen læring, som fremadrettet stiller skolen stærkere i forhold til kommende år. Det er jo nok naivt at tro, at problemet forsvinder med dette hold", skriver forælderen og påpeger, at der på Efterskoleforeningens hjemmeside findes retningslinier for hjemsendelse af elever, og "dem har Berns ikke overholdt", skriver forælderen:

"Personligt har jeg en søn, der aldrig har brudt nogle af skolens regler, aldrig har fået en advarsel, eller været hjemme på en "tænker", men nu er hjemsendt fordi han rejste sig, da de blev tilbudt frit lejde. Hvordan forklarer man sin søn, at man skal stå ved sine handlinger, og at retfærdighed vil ske fyldest. Jeg har bedt om aktindsigt i min søn sag, det kan jeg ikke få".

En anden forælder nærmest bønfalder skoleledelsen om at trække bortvisningen tilbage. Forælderen skriver blandt: "Jeg beder jer inderligt om at gøre det rigtige for jeres elever, at lade dem komme tilbage, med en kraftig advarsel" og slutter sin henvendelse til Lars Kirkegaard således: "Lad dem favne hinanden den sidste måned, lad dem få en ordentlig afslutning på et fantastisk skoleår! Det kan ikke være for sent at lade menneskelighed stå stærkere end regler og principper!?"

Elever er velkomne til afgangsprøven

De 16 elever er blevet forment adgang til den daglige undervisning, men har lov til at tage deres afgangsprøve på lige fod med deres nu tidligere skolekammerater.

Bortvisningen kommer efter skolen for snart to uger siden sendte 46 elever hjem på en tænkepause. Det skete som en reaktion på, at der var fundet snus og alkohol på skolen.

De 16 bortviste har indrømmet, at de har drukket alkohol, mens de opholdt sig på skolen. Og det strider mod skolens reglement.

De øvrige 30 elever har fået lov til at blive på særlige vilkår. Hvad de vilkår præcist indebærer vides ikke endnu, men forældrene skal til møde på efterskolen søndag (i morgen, red.).

Vi bringer et indslag med forældre og skolens ledelse i aften i vores udsendelse klokken 19.30. 

 

Oversigt

    Oversigt