Broløbs-kovending: Ministerbeslutning vækker vrede i Nyborg

Lokal fodbold-formand kalder beslutning københavneri. Transportsudvalgets formand undrer sig.

Mens motionsløbene over Storebælt samler motionsglade sjællændere, fynboer og jyder, skiller det vandene på Christiansborg.

Transportminister Ole Birk Olesens beslutning om at lukke for flere cykel- og motionsløb på Storebæltsbroen er udtryk for en kovending i forhold til de politiske vinde for tre år siden, hvor sagen var i samråd hos transportminister Magnus Heunicke (S).

Her ønskede Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen løbene forbudt, men et bredt flertal i transportudvalget herunder Ole Birk Olesens egen partifælle Villum Christensen, der også sidder i byrådet i Slagelse, skød DF'erens forslag ned.

Villum Christensen skosede sågar Kim Christiansen for, at han ikke havde tænkt sundhedsgevinsterne med.

Den nye melding fra Ole Birk Olesen fik tirsdag morgen en hård medfart i Nyborg, hvor NGIF's fodboldformand, Claus Johanson i P4 Fyn kaldte beslutningen for københavneri.

I København kan det nemlig godt lade sig gøre at spærre byen af til Copenhagen Marathon, og der er nu også forslag om et Formel 1 løb i det indre København.

I forbindelse med samrådet i 2014 blev det slået fast, at de køproblemer, der var på broen, skyldtes et trafikuheld kort før løbsstart, og at i alt 2300 bilister var påvirket af køen.

På Kim Christiansens foranledning havde Sund & Bælt regnet miljøbelastningen ud som følge af køen.

De pågældende bilister brugte tre gange så meget brændstof ved at holde i kø, men det skal sammenholdes med, at der hver måned kører 980.000 bilister over bæltet.

Så den samlede kø-belastning svarer til 0,6 procent.

Under samrådet kom det frem, at Nyborg, Slagelse og Sund & Bælt brugte en halv million kroner til afvikling af løbet, mens de 45 deltagende foreninger på arrangørside fik 1,7 millioner kroner i overskud til deling

Også transportudvalgets formand Lennart Damsbo-Andersen udtrykte her til morgen undren over ministerens beslutning.

Han siger til P4 Fyn, at han har svært ved at få øje på de store gener ved afviklingen af løbet, der tværtimod giver masser af danskere mulighed for at motionere på en bro, der ellers kun er åben for biltrafikken. 

Oversigt

    Oversigt