I det fynske folks tjeneste

Brøndby-træner vil stoppe Rasmus Falk og Emil Larsen

1 af 2

Især to OB-spillere kan blive afgørende, når fynboerne søndag kommer på besøg i Brøndby, mener Thomas Frank.

Brøndbys cheftræner Thomas Frank har forberedt sit hold så godt som muligt før søndagens hjemmebanekamp mod OB i Superligaen.

De stribede fra Odense har nogle markante profiler, som Brøndby-mandskabet vil være ekstra opmærksomme på, forklarer Thomas Frank.

- Jeg synes, at OB har to af de mest interessante offensivspillere i ligaen i form af Emil Larsen og Rasmus Falk. De to skal lukkes ned. Det er dem, alle de kreative idéer kommer fra.

- Så er der selvfølgelig nogle afsluttere i Skoubo og "Mos" (Morten Skoubo og Mustafa Abdellaoue, red.), som kan lukrere på det, men det er Falk og Emil, som skal lukkes ned, siger Thomas Frank til klubbens hjemmeside.

Brøndbys middel til at holde Emil Larsen og Rasmus Falk fra fadet skal komme fra Brøndbys kanter, hvor især backerne Frederik Holst og Riza Durmisi har vist flot spil på det seneste.

- Vi skal meget gerne tage initiativet og sørge for at komme med en masse offensive løb - specielt fra vores backs - som gerne skulle tvinge dem til at løbe den anden vej også.

- Så vi prøver at holde dem lidt ude af kampen ved at have bolden meget, men de gange, hvor de vil være på den, skal vi selvfølgelig være opmærksomme, advarer Thomas Frank.

Søndagens opgør mellem Brøndby og OB begynder søndag klokken 19.

Ved du noget? Så send os et tip