I det fynske folks tjeneste

Brugte kvart million på valgkamp uden at komme ind: - Nu har jeg fire år til at spare op

René Dyrberg Jørgensen har af egen lomme brugt omkring 250.000 kroner på at føre valgkamp.

00:20

På Fyn mister Dansk Folkeparti to af fire mandater, og på den baggrund ser det mere end almindeligt svært ud for René Dyrberg Jørgensen, der har brugt både ti måneder og hele sin opsparing på at føre valgkamp. Video: Sara Fuglsig



Dansk Folkeparti står tilbage som en af folketingsvalget store tabere. På landsplan er partiet mere end halveret og går fra 37 til blot 16 mandater.

På Fyn mister partiet to af fire mandater, og på den baggrund ser det mere end almindeligt svært ud for René Dyrberg Jørgensen, der har brugt både ti måneder og hele sin opsparing på at føre valgkamp.

Læs også Fyn er rød: Sådan har fynboerne stemt

- Det er jo op ad bakke, må vi sige. Jeg er jo ikke lige så kendt som Jens Henrik (Thulesen Dahl, red.) og Alex Ahrendtsen, og der er jo ikke så meget at gøre ved det, siger René Dyrberg Jørgensen.

Han sidder i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune, men valgte i efteråret 2018 at gå efter at blive valgt til Folketinget.

Der er fire år til næste gang, så nu har jeg jo fire år til at spare op. Nu skal jeg lige have betalt gælden først, og så skal vi have sparet op

René Dyrberg Jørgensen

Ved valget i 2015 bragede Dansk Folkeparti ind med fire fynske mandater og mere end hver fjerde stemme i alt på landsplan. Sådan gik det altså langt fra denne gang.

- Det er jo lidt et skidt tidspunkt. man er gået ind i sådan et valg her. Det skulle have været sidste gang, så havde jeg nok haft bedre chancer. Men sådan er det, siger René Dyrberg Jørgensen.

Valgkamp for egen regning

Den midtfynske folketingskandidat har brugt rigtig mange kroner på sin valgkamp. Pengene er blandt andet gået til annoncer på Facebook, busannoncer og en folder, som er uddelt i 25.000 eksemplarer.

- Jeg har brugt cirka 250.000 kroner på det, og det er penge givet godt ud. Havde jeg haft 100.000 mere, så havde jeg også brugt det, selv om resultatet var blevet det samme. Jeg ville ikke stå på valgdagen og sige, at ’ah, jeg kunne godt have gjort mere.’ Jeg kan ikke have gjort mere. Vælgerne har talt, og det må vi respektere, siger René Dyrberg Jørgensen.

Selv om det ikke endeligt er bekræftet, før de personlige stemmetal er gjort op i løbet af torsdagen, tyder intet på, at han får en plads i Folketinget. Det erkender han gerne, men det er også ok. Der kommer jo et nyt valg igen om senest fire år.

Læs også Overblik: Sådan gik folketingsvalget 2019 set med fynske briller

- Nu er jeg jo ligesom kommet i gang. Det er første gang, jeg har stillet op. Det har givet mig noget erfaring og noget gåpåmod til næste gang. Vi kommer til at gå frem igen næste gang, når de små partier ikke kan levere. Så vi må bare i arbejdstøjet, og så er det ud over stepperne, siger René Dyrberg Jørgensen.

Gør det gerne igen

Han har ikke sat et loft på, hvor mange private kroner han vil bruge på at vinde det folketingsmandat, han så gerne vil have.

- Narj. Det der skal til. Det må være det.

Den midtfynske folketingskandidat fortryder ikke den store udskrivning fra privatkontoen – heller ikke selv om projektet mislykkedes.

- Overhovedet ikke.

- Der er fire år til næste gang, så nu har jeg jo fire år til at spare op. Nu skal jeg lige have betalt gælden først, og så skal vi have sparet op. Jeg tænker, at det skal nok gå, siger den optimistiske kandidat.

03:46

Video: Sara Fuglsig

Luk video