Byrådspolitiker i Middelfart: Vi vil have jydernes politi

De Konservative i Middelfart er trætte af besparelser i Fyns Politi. Nu vil de undersøge, om Sydøstjyllands Politikreds kan tilbyde en bedre service.

Fyns Politi skal spare, og flere steder er politistationer lukket. I Middelfart har de Konservative fået nok. De er så utilfredse med Fyns Politi, at de nu vil se på muligheden for at blive en del af politikredsen i Sydøstjylland i stedet.

- Vi har desværre ikke længere vores politistation, og så må det næstbedste være, at vi bliver tilknyttet en politikreds, der er hurtigt ude hos borgerne, siger Morten Weiss-Pedersen, byrådspolitiker for de Konservative i Middelfart.

Morten Weiss-Pedersens udmelding kommer, efter forvaltningen i Middelfart Kommune har indsamlet tal fra Rigspolitiet, der viser, at Fyns Politi generelt er længere tid om at rykke ud end Sydøstjyllands Politi.

quote På næsten alle måleparametre er jyderne hurtigere ude ved borgerne end Fyns Politi, og det, synes jeg, er et overbevisende argument.

Morten Weiss-Pedersen, byrådsmedlem, Middelfart, Kons.

- På næsten alle måleparametre er jyderne hurtigere ude ved borgerne end Fyns Politi, og det, synes jeg, er et overbevisende argument. De gør det så godt, at det er værd at at få afdækket, om de kan tilbyde Middelfarts borgere den samme sikkerhed, lyder det fra Morten Weiss-Pedersen.

Paradeforslag

Helt præcist er Fyns Politis responstid i gennemsnit 11 minutter og 43 sekunder, mens den for Sydøstjyllands Politi er ni et halvt minut. Men hos Socialdemokraterne mener man ikke, at det giver mening at undersøge, hvorvidt Sydøstjyllands Politikreds kan give Middelfart samme responstid.

- Det er et paradeforslag, for det har ikke nogen substans. Jeg synes hellere, at vi skal bruge kræfterne på at fortsætte vores dialog med Fyns Politi om at sikre borgerne en god service. Der er reformer på vej for Sydøstjyllands Politi, ligesom man har set på Fyn, og de vil forandre responstiderne de kommende år, siger Johannes Lundsfryd Jensen, socialdemkratisk byrådsmedlem i Middelfart.

- Jeg kan ikke se nogen som helst risiko ved at gå sammen med Sydøstjyllands Politi og undersøge, om de i Middelfart Kommune kan levere de samme fine responstider, som de kan på den anden side af broen, fastholder Morten Weiss-Pedersen.

I sidste ende er det Justitsministeriet, der afgør, om en kommune kan skifte politikreds.

- Og der er ikke noget, der tyder på, at vi vil kunne få lov til det af Justitsministeriet. Det har været de helt klare signaler fra politiet hidtil, mener Johannes Lundsfryd Jensen.

Morten Weiss-Pedersen deler heller ikke den overbevisning:

- Min gode partifælle Søren Pape Poulsen (red. justitsministeren) vil uden tvivl sikre Middelfarts borgere den mest sikre og solide politimæssige opbakning, man kan få.

Forslaget om at undersøge, hvorvidt politikredsen i Sydøstjylland kan give Middelfart en lavere responstid end Fyns Politi, vil Morten Weiss-Pedersen bringe op på et af de kommende byrådsmøder.

Oversigt

    Oversigt