Byråd støtter homoparade

En række medlemmer af Odenses Byråd har allerede givet tilsagn om, at de støtter homoseksuelles rettigheder i de baltiske lande. Derfor stiller de onsdag op til fotografering med regnbueflag i hånden.

Det er Amnesty International og Lambda, der har taget initiativ til fotosessionen foran Odense Rådhus. Den bliver en del af en landsdækkende kampagne, som skal lægge pres på borgmesteren i Vilnius i Litauen.

Myndigheder protesterer

Det er meningen at den årlige Baltic Pride - som er en parade for bøsser, lesbiske og transeksuelle i de baltiske lande - i år skal afholdes i Vilnius.

I følge en pressemeddelelse fra Amnesty International og Lambda gør de litauiske myndigheder, hvad de kan for at forhindre gennemførelsen af paraden.

Ambassadøren får underskrifter

De visuelle underskrifter fra byrødderne i Odense vil blive overrakt til Litauens ambassadør i Danmark umiddelbart inden paraden, der er planlagt til 8. maj.

Fra Odense Byråd er der allerede givet tilsagn fra følgende politikere om at deltage i fotografering:

Anker Boye, Helle Nielsen, Thomas Funding og Tim Andersen fra Socialdemokraterne, Steen Møller, Mai Henriksen og Merete Østerbye fra de Konservative, Stina Willumsen, Brian Dybro og Kasper Westh fra SF og Morten Kibæk fra Venstre.

Oversigt

    Oversigt