I det fynske folks tjeneste

Cecilie Greve stadig Pytlicks andetvalg

HC Odense-målvogter Cecilie Greve skal nok regne med mest at se kampene fra sidelinjen. Det er fortsat Sandra Toft, der er landsholdets førstemålmand ved EM i Serbien, slår Jan Pytlick fast.

HC Odense-målvogter Cecilie Greve skal nok regne med mest at se kampen fra sidelinjen. Det er fortsat Sandra Toft, der er landsholdets førstemålmand ved EM i Serbien, slår Jan Pytlick fast.

Selv om Cecilie Greve i sine 23 minutter på banen mod Frankrig ved EM i Serbien leverede sublimt målmandsspil, må den unge Odense-målmand fortsat regne med at tilbringe mere tid på bænken end på banen.

Landstræner Jan Pytlick holder nemlig fast i, at Sandra Toft er hans førstevalg, fordi Toft ligeledes har leveret gode præstationer i turneringen.

- Sandra har stået rigtig godt, og hun har været min førstemålmand, og det tror jeg ikke umiddelbart, jeg kommer til at ændre på, siger Jan Pytlick.

Sandra Toft ligger på en redningsprocent på over 30 efter de to første kampe ved EM, men hendes solide spil blev overskygget, da Greve i begyndelsen af anden halvleg kom på banen og levere ni redninger på 17 franske skud.

- Hun havde en redningsprocent på 53, det er jo fantastisk, siger Pytlick.

Han havde set Greve levere flotte præstationer mod Frankrig i testkampene i Aarhus og Bergen før EM, og derfor satsede han og satte hende på banen i en kritisk periode mod de stærke franskmænd.

Det gav resultat, men det er altså fortsat Sandra Toft, der er hans foretrukne keeper. Dermed kommer hun formentlig også til at starte på banen i aften, når Makedonien er modstanderen i den sidste indledende gruppekamp i Nis.

Ved du noget? Så send os et tip