I det fynske folks tjeneste

Nye job på Fyn: Coop opruster på lager i Odense

Coop lukker sit lager i Vejen. Det kommer til at betyde, at flere af de ansatte får tilbudt job i Odense.

Coop lukker lager i Jylland. Det kommer til at give flere arbejdspladser på Fyn. Foto: Google Street View

Fra 1. oktober vil der ikke længere blive distribueret dagligvarer fra Coops lager i Vejen til Fakta-, Kvickly-, Superbrugsen- og Daglibrugsen-butikker i Sønderjylland, Midtjylland og Fyn.

Det er mange medarbejdere, der har arbejdet dygtigt og loyalt i rigtig mange år for os. Derfor vil vi gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at de får mulighed for at fortsætte hos os.

Nicolaj Boysen, supply chain-direktør i Coop

Af en pressemeddelelse fra Coop fremgår det, at man som konsekvens af lukningen af omkring 80 Coop-butikker i koncernen har valgt at lukke lageret i Vejen. I fremtiden vil varerne primært blive sendt fra Odense Distributionscenter.

- Vi har et supermoderne og højteknologisk center i Odense, hvor vi har mere kapacitet, end vi udnytter i dag. Derfor vil det være væsentligt mere økonomisk fornuftigt, at distribuere varerne derfra fremover, udtaler supply chain-direktør Nicolaj Boysen fra Coop.

Bonus til blivende medarbejdere

94 af de 137 ansatte i Vejen bliver tilbudt arbejde på Odense-lageret, og Coop tilbyder alle en særlig bonus, hvis de bliver i job frem til Vejen-centrets lukning.

Læs også Coop lukker 15 brugser - to af dem ligger på Fyn

De fleste opgaver, der er løst i Vejen, bliver ifølge meddelelsen flyttet til Odense, men en række butikker i Midtjylland vil i stedet få varer fra Coops lager i Aalborg

- Det er mange medarbejdere, der har arbejdet dygtigt og loyalt i rigtig mange år for os. Derfor vil vi gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at de får mulighed for at fortsætte hos os. Og hvis ikke de ønsker det, at de kommer videre på en ordentlig måde, siger Nicolaj Boysen.

Sidste år gennemførte Coop lukning af cirka 80 butikker, der gav underskud uden udsigt til at vende udviklingen. Derfor er der også behov for mindre lagerkapacitet.

Coop vil fremover have egne lagrer i Aarhus (Hasselager), Aalborg, Odense, Albertslund, Brøndby og Rønne.

Læs også Lokalbrugs lukker efter 122 år