I det fynske folks tjeneste

Danskerne henter rekordmange kæledyr på internaterne

På en gennemsnitlig dag i 2016 fandt 16 dyr fra Dyrenes Beskyttelses internater et nyt hjem.

00:13

1 af 2

Livet er ikke altid en dans på roser for dyrene på de otte internater, som Dyrenes Beskyttelse driver. Men dyrene finder i stigende grad en plads i private hjem i Danmark, oplyser foreningen.

2016 blev rekordmange dyr fra Dyrenes Beskyttelses internater givet til familier i Danmark.

- Vi oplever en klart stigende interesse for at få et af de dyr, som vi har her på den fynske internat, fortæller Katerina Egelund, der er souschef på Dyrenes Beskyttelses internat i Ejby.

Hun oplyser, at internatet afleverede 900 katte til nye hjem i 2016. Hun mener, at en del af forklaringen på den stigende interesse er, at folk ved, at kattene er tjekket af dyrlæge, de er kastreret eller steriliseret, vaccineret og øremærket, så det slipper folk for at få ordnet selv.

- Det er en ansvarlig måde at få en kat på, siger hun.

I gennemsnit fik 16 dyr et nyt hjem hver dag i 2016, oplyser Jens Jokumsen, der er ansvarlig for internaterne i Dyrenes Beskyttelse. Det er 15 procent mere end for to år siden.

- Vi oplever, at folk, der er på udkig efter et nyt kæledyr, i højere grad end tidligere vil hjælpe dyr, der har haft en hård start på livet. De ønsker at give et hjem til et dyr, der virkelig har brug for det, siger han.

Jens Jokumsen mener, at stigningen viser, at der er et skift i holdningen til dyr på internater.

- Førhen troede folk, at et dyr endte på internat, fordi de var syge, aggressive eller havde andre adfærdsproblemer. I dag er folk heldigvis ved at indse, at det langtfra er tilfældet, fortæller han.

Han forklarer, at internaternes beboere ofte er ankommet, fordi en tidligere ejer ikke har kunne tage sig af dem.

- Det betyder ikke, at dyret fejler noget. Med den rigtige behandling og pleje bliver de klar til et nyt liv hos en ny ejer, siger Jens Jokumsen.

Når der skal findes nye kæledyr på et internat, er det oftest kattene, der finder et nyt hjem. 71 procent af de dyr, Dyrenes Beskyttelses internater afgiver, er katte.

Til sammenligning udgør hunde 12 procent af de dyr, der får et nyt hjem fra internatet.

 

De fortjener en chance

En af dem, der har en anskaffet sig dyr fra internatet er Vibeke Thomsen. Hun har overtaget i alt tre hunde derfra.

- Mit hjerte brænder for at hjælpe dem, der kan få en bedre tilværelse, der er kommet i klemme på en eller anden måde. Hvalpen henne i kendlen, den skal nok blive solgt, men det er jo ikke alle, der vil give de voksne hunde eller katte en ny chance, og det synes jeg, de fortjener.

Du kan se hele interviewet med Katarina Egelund og Vibeke Thomsen i klippet herunder.

 

02:48 Luk video