I det fynske folks tjeneste

Et sikkert forårstegn: Den fynske bøg er sprunget ud

Ved Tiselholt er den første bøg sprunget ud. Det er sket tre uger tidligere end sidste år.

Bøgen er sprunget ud ved Tiselholt nær Svendborg. Foto: Per Servé

Det er ganske vist - foråret er kommet. Den sande forårsbebuder er sprunget ud ved Tiselholt nær Svendborg, hvor Per Servé fangede den udsprungne bøg med sit kamera.

Det er normalt, at den første bøg springer ud fra sidst i marts frem til midten af april. 

Det viser TV 2 Vejrets kortlæggelse af bøgens udspring i Danmark. Den har man fulgt de seneste 16 år.

Læs også Fyn igen først: Bøgen er sprunget ud

Ifølge TV 2 Vejret gør de tidligste bøge sig klar til at titte frem, når den samlede varmesum i marts, hvor døgnmiddeltemperaturen for alle dage med plusgrader lægges sammen, når 120 grader. Når temperaturen efterfølgende stiger pludseligt, springer bøgen frem fra vinterskjulet.

Hvornår er bøgen sprunget ud?

Ved Tiselholt er de grønne blade sprunget ud på flere grene, hvilket netop ifølge TV 2 Vejret er et af kravene for, at man kan sige, at bøgen er sprunget ud.

Læs også Ugen slutter med regn - i næste uge kommer flot forårsvejr

Derudover lyder definitionen, at bladene minimum skal være på størrelse med en tokrone. Samtidig skal grenene med blade sidde "et stykke over jordhøjde".

Sidste år sprang den første bøg sent ud efter en kold afslutning på vinteren og en vinterlig marts. Først den 17. april - altså tre uger senere end i år - sprang bøgen ud i 2018.