Denmark Open i badminton uden kinesere

Samtlige kinesiske badmintonspillere, som havde tilmeldt sig til næste uges Super Serie-turnering Denmark Open i Odense, har meldt afbud.

Skuffet forbund

Badmintonspillerne Peter Gade og Tine Rasmussen får det noget nemmere ved næste uges Super Serie-turnering Denmark Open, som spilles i Odense.

Alle de kinesiske deltagere, som var tilmeldt turneringen, har således valgt at melde afbud, hvilket Danmarks Badminton Forbund (DBF) er yderst utilfredse med.

- Vi er naturligvis meget skuffede over det formodede kinesiske afbud. Vi mener samtidig, at BWF (det internationale badminton forbund, red.) må træde i karakter. Det er en tikkende bombe under hele Super Serie-konceptet, og gør det nærmest umuligt at markedsføre og planlægge en sådan turnering. Vi har naturligvis allerede rejst spørgsmålet direkte til BWF, som vi løbende er i dialog med, siger sportschef i DBF, Finn Trærup-Hansen, i en pressemeddelelse.

Kineserne har begrundet afbuddet med træthed blandt spillerne. DBF arbejder dog på at få kineserne, som efter den oprindelige plan skulle ankomme til Danmark lørdag, til at ændre mening.

Kommer kineserne ikke, foretages en ny lodtrækning, og både Peter Gade og Tine Rasmussen kan se frem til at blive topseedede i turneringen.

Hos herrerne var Kinas største stjerne, Lin Dan, ellers topseedet, mens landsmanden og verdensetteren Wang Lin var topseedet i kvindernes singlerække.

Læs mere om Denmark Open

Oversigt

    Oversigt