I det fynske folks tjeneste

Emma og Marie på 12 år i moderne praktik: - Det er sjovt og hårdt

Korup Skole fik 19 lokale virksomheder til at åbne dørene for skolens ældste elever, så de kunne komme ud i virkeligheden. Nu frister et liv med jord under neglene Emma fra 7. klasse.

00:39

Emma og Marie fra 7. klasse på Korup Skole er i denne uge i praktik hos den lokale anlægsgartner. De skal opleve virkeligheden fra en lidt anden vinkel, end de plejer i skolen. Video: Ole Holbech

- Ej, den her sten sidder fast!

Emma og Marie fra 7. klasse på Korup Skole sorterer chaussesten fra almindelige sten på en mudret græshøj. 

- Pas på, Emma, advarer Marie, inden hun kaster den sten, hun fik vristet fri af jorden, over i bunken til de andre chaussesten. 

Der er rigeligt at tage fat på, når man er anlægsgartner. Og det lugter ikke meget af normal hverdag for en 7. klasses elev. Foto: Ole Holbech

Pigerne er i moderne erhvervspraktik hos anlægsgartnerfirmaet E. Stein Frandsen, som er en af de 19 lokale virksomheder, der har taget imod skolepratikanterne fra Korup Skole med kyshånd. 

Vi skal hjælpe eleverne med at se, at virkeligheden er bred.

Simon Hempel-Jørgensen, skoleleder på Korup Skole

- Det er supervigtigt for erhvervslivet, at de kommer ud for at arbejde og se, hvordan det er at være anlægsgartner for eksempel, fortæller indehaver Jakob Sørensen, der selv manglede praktikanter.

Læs også Fraværsregel på gymnasier skrottes: - Det er fedt

Så han gik til Korup Skole, hvor skoleleder Simon Hempel-Jørgensen fik en idé. 

Der er andre veje end gymnasiet

Han fik samarbejdet i gang med de lokale virksomheder, så 35 elever fra 7. til 9. klasse i denne uge har skiftet skolebøgerne ud med virkeligheden som moderne erhvervspraktikanter.

Eleverne er i praktik hos frisører, anlægsgartner, elektrikere og malere. 

Jeg prøvede en løvblæser den anden dag. Og der skulle man trykke på to knapper på én gang, det vidste jeg ikke lige, at man skulle

Emma, 7. klasse på Korup Skole

- Vi skal hjælpe eleverne med at se, at virkeligheden er bred. Der er mange forskellige muligheder, når man skal vælge uddannelsesvej, siger skoleleder Simon Hempel-Jørgensen og fortsætter:

- Vi har nok været gode til at få rigtig mange elever på gymnasiet, og dermed er der nok andre uddannelsesveje, der er blevet lidt nedprioriteret hen ad vejen. Og det er at gøre folk en bjørnetjeneste, for vi skal jo vise de muligheder, der er. Ellers kan de (eleverne, red.) jo ikke træffe et reelt valg. 

00:20

Se interview med skoleleder Simon Hempel-Jørgensen fra Korup Skole

Luk video

Skolelederen mener, det er vigtigt, at virksomhederne er med til at tage et ansvar omkring dannelsen af de unge.

- Virksomhederne skal være en del af det fællesskab, der er her i byen. Omkring det at gøre vores elever klar til at leve i det samfund, vi har i Danmark. Det er rigtig dejligt, at de er indstillet på at give os en hånd og vise eleverne, hvilke muligheder der er.

Erhvervspraktik for folkeskoleelever:

  • I marts 2019 besluttede byrådet i Odense, at der skulle indføres moderne obligatoriske erhvervspraktik på kommunens folkeskoler.
  • Det trådte i kraft august i år.
  • Byrådet ønsker, at flere unge tidligt stifter bekendtskab med erhvervslivet. 
  • Det er den enkelte skole sammen med skolebestyrelsen, der beslutter, hvordan erhvervspraktikken udformes - herunder hvilke klassetrin, det gælder og varigheden af praktikken.

Kilde: Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune

Hvordan virker en løvblæser?

På pladsen hos anlægsgartneren er Emma og Marie stadig i gang med at sortere sten. Men ellers har de været med i den grønne afdeling, hvor de har klippet hæk og luget bede. 

- Det er sjovt, men det er også hårdt, lyder det i munden fra begge piger. 

Marie uddyber: 

- Vi sidder ikke så meget ned herude. Der skal man bare arbejde. Det er meget hyggeligt.

Og der er langt fra en hverdag i 7. klasse til at arbejde som anlægsgartner. 

- Jeg prøvede en løvblæser den anden dag. Og der skulle man trykke på to knapper på én gang. Det vidste jeg ikke lige, at man skulle, griner Emma.

Jakob Sørensen har været glad for at have eleverne med på arbejde.

- Det har været rigtig sjovt at have dem på besøg. Jeg håber, de har lært en masse. 

Han håber nu, at nogle af dem er blevet fristet til at hoppe på erhvervsuddannelse efter folkeskolen.

Artiklen fortsætter under videoen:

00:41

Se interview med Jakob Sørensen, der er indehaver af anlægsgartnerfirmaet E. Stein Frandsen.

Luk video

Og netop for Emma har det været lidt af en øjenåbner at komme ud i det grønne og bruge hænderne. Men der er stadig nogle år, inden hun skal træffe et afgørende valg. 

- Man kan jo komme i praktik i 8. og 9. klasse også. Men indtil videre vil jeg nok gerne være det her, siger hun.

Emma og Marie har fået styr på, hvad chaussesten er for en størrelse. Jakob Sørensen har været glad for have erhvervspraktikanter i denne uge. Foto: Ole Holbech

Læs også Flag i hele Danmark: Danmarks udsendte blev hædret i Odense