I det fynske folks tjeneste

Livreddere testes: - Det gør, at man holder sig skarp

Livredderne langs de fynske strande, har måske ikke så meget at se til endnu, inden sommeren for alvor tager fat. Men det er ikke nogen undskyldning for at slappe af. De bliver nemlig testet.

01:01

De uanmeldte besøg virker, fordi livredderne ikke kan nå at forberede sig. De skal tage stilling lige så hurtigt, som var det en virkelig situation. Video: Kasper Marquardtsen Video: Kasper Eland Marquardtsen

Strandvejret lader vente på sig. Men det betyder ikke, at livredderne langs de fynske strande kan slappe af. De ved nemlig ikke hvornår, de måske bliver testet.

Vi kan lige så godt indse, at sommeren lader vente på sig. De fynske strande var på denne tid sidste år noget mere fyldte, og livredderne havde masser af gæster at holde øje med. Men i år lader strandvejret til at være lidt forsinket. Derfor rykker Tryg Fonden ud til uanmeldte besøg hos livredderne for at teste, om livredderne er vakse. 

Tirsdag var Tryg Fonden på Nordstranden i Kerteminde. 

- Det er jo altid lidt spændende, når vi testes. Det gør, at man holder sig skarp, siger livredder Marie Brinck Jensen.

Træning til når det virkelig gælder

De uanmeldte besøg virker, fordi livredderne ikke kan nå at forberede sig. De skal tage stilling lige så hurtigt, som var det en virkelig situation.

- Det betyder, at livredderne bliver testet i deres daglige situation. Hvis der er en badegæst, der har brug for hjælp, så vil det også være uanmeldt. På den måde får vi trænet livredderen i samme situation, som når det virkelig gælder, siger Martin Oskar Broe, der er instruktør ved Tryg Fonden. 

Læs også Så mange gange har der været brug for førstehjælp ved de fynske strande

- Hvis man ikke ved, hvornår de kommer og hvad de kommer med, så er det i øjeblikket, man skal tage stilling til det. Ligesom i en rigtig situation, siger Marie Brinck Jensen.

Når der ikke er så mange mennesker på stranden, er det en oplagt mulighed for livredderne, at få holdt deres færdigheder ved lige. 

Beroligende

Det giver tryghed for de få gæster, der nu måtte være på stranden. Og vished om, at når det bliver bedre strandvejr, så er livredderne skarpe. 

- Jeg synes, det er dejligt, at der er livreddere til stede. Vi har en syv-årig søn, som ikke svømmer helt så godt. Derfor er det meget beroligende at vide, at der er nogen, der kan hjælpe, hvis der nu skulle være noget, siger Tina Dorthe Stage, der tirsdag er gæst på stranden - dog uden at bade. 

- En dag, hvor der er rigtig godt vejr og solrigt, så kommer der rigtig mange mennesker her. Så er det vigtigt, at der er nogen til at holde øje med alle de badende, siger livredder Marie Brinck Jensen. 

Oplysning også en del af jobbet

Sidste sommer bevidnede også, at der ikke kan hviles på laurbærrene. Sidste år var der brug for livredderne på stranden i Kerteminde 160 gange. To af gangene var de i såkaldte røde aktioner - livreddene aktioner i vandet. 

- Det er meget vigtigt, selvom det ikke er hver dag, vi kommer ud i livsfarlige situationer. Der er altid mange små-opgaver, som kan være alt fra plastre til oplysning af de badende om, hvilke farer der kan være på stranden i dag, siger Marie Brinck Jensen. 

I sidste uge var der én førstehjælpsaktion og 254 oplysende indsatser i Kerteminde.