I det fynske folks tjeneste

Ditte Andersen skadet

Landstræner Jan Pytlick må se bort fra forsvarskrumtappen og bagspilleren Ditte Andersen til VM i Kroatien til december. GOG-spilleren kom mandag galt af sted med sit ene knæ.

-

/ritzau/
Landstræner Jan Pytlick må se bort fra forsvarskrumtappen og bagspilleren Ditte Andersen til VM i Kroatien til december.

GOG-spilleren kom mandag galt af sted med sit ene knæ, og tirsdag viste en skanning, at hun har revet det ene korsbånd over, hvilket kommer til at koste hende både slutrunden og resten af sæsonen.

Ditte Andersen vil blive opereret om tre uger, og herefter kan se frem til godt et halvt års genoptræning.

Landstræner Jan Pytlick var lettere rystet over den triste nyhed. Han lægger ikke skjul på, at Ditte Andersen var udset som en af nøglespillerne under VM. 

\"Først og fremmest er det kedeligt for Ditte. Men det er også en klar svækkelse af landsholdet. Hun havde en markant rolle i forsvaret under EM, og den rolle var hun tiltænkt igen under VM\", lyder det fra Jan Pytlick.

Landstræneren er i forvejen hårdt ramt i bagkæden, hvor nøglespillerne Kristine Andersen og Lotte Kiærskou fortsat ikke er klar.

Ved du noget? Så send os et tip