I det fynske folks tjeneste

Dom i mordsag afsiges klokken 14: Anklager kræver 12 års fængsel

Sara Huus Lind blev tævet ihjel af sin kæreste efter et skænderi i parrets fælles hjem på Søgårdsvej i Svendborg. Foto: Jonas Bertelsen

Klokken 14 fredag eftermiddag afsiges der dom i mordsagen fra Svendborg, hvor en 23-årig kvinde sidste år blev tævet ihjel af kæresten.

Netop nu fra retten i Svendborg: Anklager vil have tiltalte dømt for manddrab efter sandsynlighedsforsæt, hvor udgangspunktet er 12 års fængsel. 
Forsvarer vil have ham dømt for vold med døden til følge med seks til otte års fængsel. 
Der afsiges dom klokken 14.

Betydning af "sandsynlighedsforsæt"

Hvis det ikke kan fastslås, at tiltalte har handlet med direkte forsæt, kan han eller hun alligevel dømmes for en forsætlig forbrydelse. Det sker, hvis det kan lægges til grund, at tiltalte fandt det overvejende sandsynligt, at han eller huns handlinger kunne føre til døden. F.eks. ved knivstik, hvor det anses som overvejende sandsynligt, at den ramte vil blive dræbt. 

Fredag morgen tog forsvaret hul på at få belyst mordsagen fra Svendborg, hvor den 23-årige Sara Huus Lind i september sidste år blev tævet ihjel af sin jævnaldrende kæreste.

Den nu 24-årige kæreste erkendte allerede i grundlovsforhøret dagen efter mordet, at han ikke havde til hensigt at slå kæresten ihjel.

Han erkender vold med døden til følge, men nægter sig skyldig i manddrab.

Læs også Trampede hans søster ihjel: - Han har gjort sindssyge ting

To kvindelige vidner og tidligere kærester med Sara Lind Huus fortalte i dag samstemmende, at de opfattede forholdet mellem Sara Lind Huus og den 24-årige som godt.

- De virkede glade for hinanden, og jeg var glad for, at Sara var glad, sagde den første kvinde fra vidneskranken, fortæller TV 2/FYNs reporter i retten.

Den anden kvinde fortalte til forsvaret, at hun talte meget med Sara, og at hun godt vidste, at der var problemer nogle gange.

- Men det var overhovedet ikke noget udover det sædvanlige, sagde hun og tilføjede, at Sara godt kunne være strid, når man diskuterede, men på mordaftenen virkede alt, som det plejede:

- Sara og tiltalte (navnet er redaktionen bekendt, red.) sms’ede og snappede, mens vi var sammen. Hun sad og smilede, jeg tror, han forsøgte at charme hende til at komme med i byen.

Læs også Tævede 23-årig kæreste ihjel: - De var ellers så glade for hinanden

Kriminel fortid

Forsvarets tredje vidne, som har kendt tiltalte i et par år, fortæller, at tiltalte ville lægge sin kriminelle fortid bag sig og vise omverdenen, at den også kunne være stolt af ham:

Læs også Hoppede på 23-årig kvinde: Ikke min hensigt at slå ihjel

- Han er en rigtig fin fyr, stille og rolig. God mod andre mennesker og kunne godt lide at hjælpe andre mennesker.

Vidnet var sammen med tiltalte på mordaftenen og tilføjede, at der ikke var noget ud over det sædvanlige med tiltalte den aften.

- Tiltalte var bare, som han plejer at være over for mig. Så jeg havde ikke noget indtryk af, at der skulle være noget ud over det sædvanlige.

I sin procedure sagde anklageren blandt andet, at "det kan ikke blive tydeligere uden at tage en pistol frem, rette den mod panden og skyde", mens forsvareren blandt andet sagde "det her er noget, der foregår inde i ham, og det er slet ikke et ønske om at slå Sara ihjel. Han har ikke ønsket det eller tilstræbt det". 

Fakta om tiltalte

Tiltale har siden barndommen vist tegn på agressiv adfærd. Han har siden ti-årsalderen boet på døgninstitution og gået på specialskole.
I 18-årsalderen fik han misbrugsproblemer, som han er ude af. Og så har han tidligere haft relationer til bandemiljøet. 
Han har autistiske træk, empatiforstyrrelse og dyssociale træk.Han er velbegavet. 
Tiltalte findes ikke sindssyg i gerningsøjeblikket eller underbegavet og er derfor egnet til almindelig straf.
Han er straffet for butikstyverier, hæleri og har en dom på seks måneders fængsel for røveri.

 

Ved du noget? Så send os et tip

FYN NU