Drabssigtet siger ikke et ord

Den 37-årige mand, der er sigtet for dobbeltdrabet i Tusindårsskoven, siger ikke et ord til politiet. Og det trækker sagen i langdrag.

Den 37-årige sidder varetægtsfængslet i surrogat på retspsykiatriske afdeling i Middelfart. Han har ikke udtalt sig til politiet, siden han blev anholdt den 12. maj.

- Når den sigtede ikke vil tale med os, så skal vi selvfølgelig mere i dybden med tingene, for vi får ikke noget svar fra hans side. Når han forholder sig tavs, så gør det jo tingene noget tungere, fortæller drabschef Henrik Justesen.

Politiet er stadig igang med afhøringer og efterforsker tip, de får i sagen. De venter svar på en række prøver, de har taget på adresser, som de har ransaget efter anholdelsen.

Hvis den sigtede forsat er tavs, forventer politiet først at afslutte deres efterforskning hen på efteråret. Materialet skal så vurderes juridisk hos anklagemyndigheden og statsadvokaten på Fyn.

Den drabssigtede skulle fredag morgen have været i grundlovsforhør igen, men torsdag accepterede han sammen med sin advokat en fire ugers forlængelse af fængslingen.

- Det skal endelig ikke tages som udtryk for en tilståelse på nogen måder, fortæller forsvarsadvokat Jeppe Vang Madsen til TV 2/FYN.

Oversigt

    Oversigt