I det fynske folks tjeneste

Efter Marley og Friggs dødsdom: Dyrenes Beskyttelse vil lette hundeejere for bevisbyrde

Dyrenes Beskyttelse mener, at Politiet ikke hundeejerne skal kunne bevise, om en hund er ulovlig. Foto: Liselotte Sabroe, Scanpix

Bevisbyrden for at hunde er ulovlige skal ligge hos politiet og ikke ejerne, mener Dyrenes Beskyttelse. Udtalelsen kommer efter, at de to fynske hunde Marley og Frigg tirsdag fik deres dødsdom.

Det er et problem, mener Dyrenes Beskyttelse, når Østre Landsret kan beslutte, at to hunde på Fyn skal aflives, fordi deres ejere ikke kan bevise, om de er lovlige.

 Foreningen, som ikke har noget med den aktuelle sag at gøre, kritiserer den omvendte bevisbyrde i den slags sager.

- Det er en svær opgave for hundeejerne, nærmest umulig. Det er ikke muligt at tage en blodprøve og få den vurderet. Så med mindre, man har stamtavle på en hund, har man utrolig svært ved at bevise, at der ikke er ulovlig race i hunden, siger chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse, Jens Jokumsen, til TV 2/FYN.

 Østre Landsret besluttede tirsdag i en principiel dom, at de to hunde Frigg og Marley skal aflives.

 Hundeloven er ikke god, mener Dyrenes Beskyttelse, som samtidig kritiserer listen over ulovlige hunde.

- Vi mener ikke, at hundelovens raceforbud gør nogen gavn. Vi mener faktisk, at den gør skade, derfor mener vi, at raceforbuddet skal fjernes, fortæller chefkonsulenten.

Sagen om de fynske hunde tog sin begyndelse i sommeren 2014, da Fyns Politi havde fået en anonym henvendelse om, at der befandt sig to "ulovlige hunde" på en adresse i Odense.

I efteråret samme år fjernede politiet de to hunde og besluttede, at de skulle aflives.

Ejerne klagede over afgørelsen til Rigspolitiet, der dog kom frem til samme beslutning som Fyns Politi.
Rigspolitiet mente som Fyns Politi, at hundene tilhører racen Amerikansk Staffordshire Terrier eller en krydsning af racen.

Det afviser hundenes ejere, som med hjælp fra foreningen Fair Dog lagde sag an mod Rigspolitiet for at få beslutningen omgjort.

 

Ved du noget? Så send os et tip