I det fynske folks tjeneste

Eksplosion i antallet af motionsløb

03:03

1 af 2

På bare fem år er antallet af motionsløb næsten fordoblet, og de ivrige løbere kan nu deltage i omkring tre motionsløb hver eneste dag.

Interessen for at deltage i motionsløb har aldrig været større. Lørdag begiver 11.000 løbere sig ud på 21 kilometers løb fra Middelfart, og på torsdag stiller omkring 21.000 fynboer til start i Eventyrløbet.

I år har der allerede været 37 motionsløb på Fyn, og resten af året er der over 40 forskellige løb bare på Fyn.

- Antallet af løbere i Danmark er steget de seneste år, men da der også er kommet mange flere løb, så falder antallet af deltagere per løb, siger Peter Forsberg, der er forsker i motion og løb hos Idrættens Analyseinstitut.

TV 2/FYN har via tal fra Dansk Atletik Forbund opgjort antallet af løb fra 2008 til 2012. Tallene viser, at der på landsplan blev arrangeret 536 motionsløb i 2008 i Danmark. I 2012 var tallet oppe på 1010 løb. Det svarer til en fordobling eller 2,8 løb hver eneste dag.

- Det er naturligvis godt for løberne, at der er meget at vælge imellem og at konkurrencen er hård. Men det kan blive et benhårdt udskilningsløb de kommende år om hvem der kan tiltrække løberne, siger Peter Forsberg.

Han mener, at det bliver nødvendigt for mange løb at målrette deres arrangement mod bestemte løbegrupper og lave særlige event for at tiltrække sig opmærksomhed.

De første løbere gør henter startnumre til Lillebælt Halvmarathon

Eventyrløbet i Odense har i år for første gang et fald i antallet af løbere, og også andre løb i landet har oplevet dalende tilslutning. Foreløbig er interessen dog intakt for Lillebælt Halvmarathon.

Find et løb hos motionsløb.dk

Ved du noget? Så send os et tip