I det fynske folks tjeneste

Faaborg Kommune - Valgtemaer

-

-

Deltag i debatten om valget i Faaborg


Ved forrige valg gik magten til de borgerlige. Efter flere perioder med socialdemokratisk styre førte en koalition mellem Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti til, at Det Radikale Venstres Alfred Andersen blev borgmester. Men flertallet er skrøbeligt: Den borgerlige blok sidder blot på 11 af byrådets 21 medlemmer.


Til gengæld valgte den tidligere borgmester Ove K. Pedersen at forlade Socialdemokratiet efter uenigheder om budgettet i år 2000. Han repræsenterer idag Helhedslisten.


Problemer med ældrepolitikken
Som en af landets eneste kommuner valgte Faaborg i slutningen af 2000 at få eksternt tilsyn på dets plejehjem. Det skete efter flere problemer i ældre-sektoren, bl.a. var en kvinde ikke blevet vasket i 3 uger. Faaborg har Fyns laveste personalenormering på ældreområdet. Og netop ældreområdet ventes at være et varmt emne i valgdebatten.


Mangler 25 millioner
Faaborg kommunes økonomi har det slet ikke godt: Skatten ryger op og kassebeholdningen ned, hvilket må blive den allerstørste opgave at få styr på i den kommende periode. En økonomirapport viste i maj måned, at kommunen vil komme til at mangle 25  millioner kroner i 2002 - et stort beløb for en i forvejen trængt kommune. Tendensen vil fortsætte også de næste 3 år uden indgreb.


Byråd contra lokalområderne
Der er stor uro blandt politikerne. Det blev tydeliggjort så sent som i juni 2001. Byrådet havde besluttet at nedlægge biblioteksfilialen i landsbyen Haastrup. Men et massivt lokalt pres førte til, at filialen blev genåbnet af et splittet byråd.


Mange borgere i Faaborg har offentligt ytret, at der er for langt mellem politikerne og faaborggenseren. De siddende politikere bliver også klandret for at have for få visioner og i stedet lade sig \"styre\" af embedsmændene.


Tilbage til hovedsiden om Faaborg Kommune