I det fynske folks tjeneste

FCK pressede GOG

Kolding IF's håndboldherrer vandt lørdag den første semifinalekamp mod Skjern med 34-31. GOG vandt 37-35 over FCK Håndbold i den anden semifinale.

FCK Håndbolds herrer leverede en flot indsats i klubbens første slutspilskamp nogensinde. Opgaven virkede ellers næsten umulig, da modstanderen på udebane var sæsonens suveræne vinder af grundspillet GOG Svendborg. Hjemmeholdet vandt da også 37-35, men københavnerne viste fra start, at de ikke ville stille sig tilfreds med et par kampe i semifinalen. De fik også den hjælp, at GOG's landsholdsmålmand Peter Henriksen ikke kunne være med på grund af en skade, og det blev en kamp, hvor målmændene ikke fik fat i alverden.

FCK var med helt til sidst ved stillingen 34-34, men måske var det GOG's større erfaring, der gjorde, at FCK alligevel kom til kort.