Fem personer dømt: Menneskehandlet gartner fængslet for skunkdyrkning

Fem mænd er onsdag eftermiddag ved Retten i Svendborg blevet dømt for menneskehandel og produktion af skunk i en bemærkelsesværdig sag.

I en yderst omfangsrig sag har Retten i Svendborg onsdag eftermiddag dømt fem mænd for produktion af skunk på tre forskellige sydfynske adresser. De fem mænd er blevet idømt straffe fra ti måneder og op til fire et halvt års fængsel.

- De fem personer er dømt efter et sagskompleks, der omhandler en hel række forhold. De er dømt for forskellige roller i forbindelse med menneskehandel og produktion af skunk, siger Daniel Dokkedahl, der er anklager ved Fyns Politi.

quote Det er en kynisk og grov form for kriminalitet, hvor man klart går efter at udnytte en socialt sårbar person til at begå kriminalitet

Daniel Dokkedahl, anklager, Fyns Politi

Den ene af de dømte er den person, der er blevet menneskehandlet.

- Det er også ham, der har stået for alt det praktiske i forbindelse med produktionen. Men fordi retten har lagt vægt på, at det er sket under tvang, får han kun et års fængsel, siger Daniel Dokkedahl.

Manden, der er vietnameser, taler kun vietnamesisk og har ikke nogen stor tilknytning til Danmark. Han er tidligere dømt for produktion af skunk her i landet. 

'Gartneren' blev hentet under tvang

Tilbage i 2013 blev manden, som Daniel Dokkedahl kalder 'gartneren', sammen med bagmanden i den aktuelle sag dømt for produktion af skunk.

Bagmanden i begge sager er en mand af vietnamesisk afstamning, men med dansk statsborgerskab. I begge sager er de to dømt for at have produceret skunk. I forbindelse med dommen i 2013 blev gartneren udvist af Danmark.

- Han tog til Sverige, men her blev han sidste sommer opsøgt af tre mand, der fortalte ham, at han skyldte penge efter sagen i 2013. De truede ham og smed ham, med hans egne ord, ret hårdhændet ind bagi en bil, der kørte ham til Odense, fortæller Daniel Dokkedahl. 

Her blev den vietnamesiske mand indlogeret i et kolonihavehus, inden han blev kørt rundt til de tre forskellige lokationer, hvor han skulle stå for produktionen af skunk.

I domsafsigelsen lagde retten vægt på, at han er blevet menneskehandlet og frihedsberøvet, og at produktionen er sket under ulovlig tvang og trusler.

Men alligevel blev gartneren dømt et års fængsel for at have produceret i omegnen af 43 kilo skunk.

- Dommeren sagde: 'Det, du har gjort, er ulovligt. Man må ikke producere skunk.' Forsvareren argumenterede for, at menneskehandlen burde være en væsentligt formildende omstændighed, og han har da også fået en stor rabat, men ikke nok til at gå fri, siger Daniel Dokkedahl.

Den vietnamesiske mand er ikke blevet udvist, fordi han er blevet menneskehandlet hertil. Men da han allerede har udvisning fra tidligere, har han ikke ret til at opholde sig i Danmark.

Forskellige domme

De øvrige dømte, der er i alderen 32 til 47 år, har alle fået domme på mellem ti måneder og fire år for produktion af skunk.

- De er dømt for produktion i tre klassiske skunk-væksthuse, der var beliggende i afsidesliggende ejendomme, forklarer Daniel Dokkedahl. 

Det ene af de tre væksthuse lå på Ristingevej ved Humble på Sydlangeland i et hus, der brændte sidste sommer. Det andet lå på Snødevej ved Tranekær, og det tredje og sidste lå på Landevejen ved Haarby.

- Ham, der har fået ti måneder, er en etnisk dansk mand. Han har kun fået ti måneder, fordi han hovedsageligt er dømt for produktionen i Haarby.

En af de øvrige, ikke den absolutte bagmand, men en mellemmand, har fået et år og ni måneders fængsel plus betinget udvisning. Han er ligeledes fra Vietnam og blev blandt andet dømt på baggrund af aflytninger, hvor han stikker ordrer ud til flere af de andre dømte. 

Han blev dømt for produktion af skunk på alle tre forskellige lokationer.

Den store bagmand

Manden, som retten vurderede til at være bagmand bag hele operationen, har fået fire et halvt års fængsel.

- Han er dømt for at have handlet et andet menneske og for sin rolle som bagmand i produktionen af de 43 kilo skunk, siger Daniel Dokkedahl.

quote Jeg har ikke set andre afgørelse, hvor folk er menneskehandlet med henblik på udnyttelse til kriminalitet og strafbare handlinger

Daniel Dokkedahl, anklager, Fyns Politi

Anklageren er meget tilfreds med, at det lykkedes ham at overbevise retten om, at bagmanden har stået for menneskehandlen.

- Det er en kynisk og grov form for kriminalitet, hvor man klart går efter at udnytte en socialt sårbar person til at begå kriminalitet.

De to år af bagmandens straf stammer fra den sag fra 2013, hvor han sammen med gartneren også blev dømt for produktion af skunk. Manden er af vietnamesisk afstamning, men har dansk statsborgerskab, så han kan ikke udvises.

Bagmanden nægter sig skyldig og ankede dommen på stedet.  

Atypisk sag

Daniel Dokkedahl kalder sagen for både atypisk, spændende og omfangsrig.

- Jeg har ikke set andre afgørelser, hvor folk er menneskehandlet med henblik på udnyttelse til kriminalitet og strafbare handlinger. Det er ikke en helt typisk sag. Selve delen med skunk ser vi med jævne mellemrum, men den her er ekstraordinær på grund af menneskehandlen.

Fyns Politi har arbejdet på sagen i knap halvandet år.

Det første af de tre skunkhuse, der lå på Ristingevej ved Humble på det sydlige Langeland, brændte den 23. juli 2016. Indtil da var der blevet produceret skunk i en måneds tid. 

Politiet finder efterfølgende det andet skunkhus, efter de dømte har forladt det.

- Det gør de omkring den 1. december sidste år. Udlejeren kontakede efter udflytningen Fyns Politi og fortalte, at der har foregået noget ulovligt, siger Daniel Dokkedahl.

Da man begynder at efterforske de første to steder, finder man ud af, at de også har et tredje sted.

- Det er blandt andet aflytninger, der sætter dem på sporet, fortæller anklageren. 

De fem mand bliver alle anholdt den 2. februar, og flere af dem har siddet varetægtsfængslet siden da.

Udover menneskehandel og produktionen af skunk er nogle af mændene dømt for at have stjålet el - blandt andet fra Langelands Elforsyning - til produktionen af skunk.

Oversigt

    Oversigt