I det fynske folks tjeneste

Fem unge sigtet for anslag mod fynsk bank

Fem unge, som er sigtet for ialt 17 forhold, sigtes blandt andet for at have forsøgt at tænde ild på Arbejdernes Landsbank på Fisketorvet i Odense.

Fem unge mænd må vente til tirsdag, før de får vished for, om politiets sigtelse mod dem udvides fra forsøg på grov brandstiftelse til forsøg på terror.

Blandt de 17 anklagepunkter er, at de 15. december 2010 skulle have smadret en rude hos Arbejdernes Landsbank på Fisketorvet i Odense med et kanonslag.

Ifølge politiet var formålet at tænde ild, men det lykkedes ikke.

Østre Landsret nåede ikke mandag at afsige kendelse om, hvorvidt anklagemyndigheden kan udvide sigtelsen mod fem unge mænd.

Ifølge Østre Landsret afsiges kendelsen først tirsdag.

De fem mænd har kæret en afgørelse fra Københavns Byret, der har sagt ja til den udvidede sigtelse. Men sagen har tilsyneladende voldt hovedbrud for landsrettens tre dommere, der har behandlet sagen siden mandag morgen.

Det er sket i et lukket retsmøde, så offentligheden endnu ikke har fået indblik i det bevismateriale, som politiet ligger inde med i sagen.

Fire af dem blev anholdt natten til den 26. april ved Politiskolen i Brøndbyøster, hvor de ifølge sigtelsen forsøgte at antænde en brand. Den sidste sigtede i sagen blev anholdt nogle uger senere.

Sigtelserne mod de fem sigtede

17. april 2010: 2 molotovcocktails kastet mod pelsvirksomheden
Kopenhagen Fur i Glostrup. De ramte ikke bygningen.

14. maj 2010: Brandbar væske antændt i vindfanget på
Politiskolen i Brøndbyøster. Der blev også tændt ild ved bilerne
på P-pladsen.

20. september 2010: Brændbar væske antændt fire steder ved
virksomheden Pelsbox Danmarks bygning i Herlev.

27. oktober 2010: Fire plastdunke med brandbar væske kastet
gennem ruden og antændt hos fødevarevirksomheden Nestlé i
København.

10. november 2010: Molotovcocktail kastet gennem ruden til
pelsvirksomheden Saga Fur i Vedbæk.

8. december 2010: Dunk med benzin kastet gennem ruden og
antændt hos Politiets Efterretningstjeneste i Søborg.

15. december 2010: Rude hos Arbejdernes Landsbank på
Fisketorvet i Odense knust med kanonslag. Formålet var ifølge
politiet at tænde ild, men det mislykkedes.

11. januar 2011: Flere køretøjer og en bygning blev antændt
ved hjælp af brandbar væske hos politiets datacentral i
Hvidovre.

14. januar 2011. Ifølge politiet ville de sigtede bruge benzin
til at stikke ild på Nordeas filial på Strandgade i København.
Det mislykkedes dog.

6. april 2011: Ved hjælp af brandbar væske blev der stukket
ild på fordøren af den græske ambassade i København.

26. april 2011: fire af de fem sigtede bliver anholdt ved Politiskolen i Brøndbyøster, hvor de ifølge politiet ville starte en brand ved hjælp af benzin og et nødblus.

Mændene er derudover sigtet for at planlægge angreb med
molotovcocktail på politifolk under en aktion på Christiania.

Endelig er mændene sigtet for at planlægge brandattentater mod
Christiansborg, Integrationsministeriet, Justitsministeriet,
Livgardens Kaserne samt frikirken Faderhusets hotel i Bandholm
på Lolland.