Flere og flere prostituerede fra Baltikum

Danske piger er efterhånden kommet i mindretal på massageklinikkerne i Odense. I dag er prostitutionsmarkedet domineret af udenlandske piger, og især importen af kvinder fra Baltikum er steget voldsomt.

60 procent udenlandske piger på massageklinikkerne

Danske piger er efterhånden kommet i mindretal på massageklinikkerne i Odense. I dag er prostitutionsmarkedet domineret af udenlandske piger, og især importen af kvinder fra Baltikum er steget voldsomt.

60 procent af pigerne på de odenseanske massageklinikker er fra udlandet. Det viser en opgørelse Odense Politi foretog sidst i august på 20 kendte massageklinikker i byen. Pigerne kommer hovedsageligt fra Thailand, Mellemeuropa og Baltikum. Især antallet af piger fra Baltikum har været støt stigende de seneste år.

"Vi kan konstatere, at det er et stigende problem med baltiske piger på de fynske massageklinikker. Ofte er det purunge piger, helt ned til 20 års-alderen, der arbejder på klinikkerne", siger Jan Kurt Larsen, leder af uro-patruljen i Odense.

Pigerne opholder sig som oftest i Danmark på et turistvisum, hvor de så har lov at være i landet i tre måneder. Politiet har hjemmel til at smide pigerne ud af landet, når de finder dem på massageklinikkerne. Men ofte lader politiet pigerne være.

"Vores strategi er, at gå efter bagmændene eller rufferne. Vi har klare indicier på, at de mange baltiske piger på Fyn er blevet "importeret" til landet af bagmænd som sidder og skummer fløden på pigernes bekostning", siger Jan Kurt Larsen.

Men politiets bestræbelser på at finde alfonserne er særdeles vanskeligt. Pigerne er sjældent samarbejdsvilige, da de frygter at blive smidt ud af landet.

Rigspolitiet har forsøgt at optrevle bagmændene ved systematisk at overvåge baltiske piger i udvalgte politikredse. Samtidig er der blevet sendt enheder til Baltikum for at finde "importørerne".

Politiet ventes af aflevere en rapport om prostitutionen fra Baltikum til justitsministeriet til næste sommer.

Oversigt

    Oversigt