I det fynske folks tjeneste

Førstesal i flammer: Familie kom ud

Lørdag middag gik der brand i førstesalen på en villa i Svendborg. Heldigvis kom ingen til skade.

Foto: Alexander Aagaard

En familie fik sig lørdag middag noget af en overraskelse, da førstesalen på deres hjem var i flammer.

Fyns Politi fik anmeldelsen klokken 11.37 om, at der var brand i en villa på Store Byhavevej i Svendborg. 

Det oplyser Kenneth Taanquist, der er vagtchef ved Fyns Politi. 

- Der var brand på husets førstesal. Inden brandvæsenet nåede frem, var førstesalen fuldstændig udbrændt, fortæller vagtchefen til TV 2 /Fyn. 

Alle beboerne var selv kommet sikkert ud af huset, da de opdagede branden. Men ifølge Fyns Politi skulle en mand og en dreng på 4 år alligevel lige forbi skadestuen, fordi de følte sig lidt utilpasse. 

Hvordan branden opstod, ved man endnu ikke med sikkerhed. 

Men Kenneth Taanquist fortæller, at de har en mistanke.

- Vi tror, det muligvis er den mindreårige dreng, der har været uheldig at lege med en lighter, som så har været skyld i branden på førstesalen.