I det fynske folks tjeneste

Freja skånede fynboerne

Fyn slap med et par væltede vejskilte og småtræer, da stormen Freja lørdag nat lagde vejen forbi. På broerne blev vindfølsomme køretøjer frarådet.

Den varslede Storm, Freja, har haft godt tag i Nordjylland i løbet af natten, og også andre steder i landet har været udsat for kraftig vind - men fynboerne slap for de store ødelæggelser og hindringer i trafikken.

- Vi har meldinger om enkelte væltede skilte og afspærringer i forbindelse med vejarbejde i både Odense og Middelfart, men ellers har det været meget fredeligt i forhold til, hvad vi havde forberedt os på, siger vagtchef Mie Brøchner fra Fyns Politi.

Storebæltsbroen har været åben for trafik hele natten. Politiet har dog rådet bilister til at være ekstra opmærksomme og advaret mod blæst og vindstød, der kan påvirke kørslen.

På Lillebæltsbroen var stormstødene lørdag aften så kraftige, at Vejdirektoratet frarådede vindfølsomme køretøjer at passere broen.

Stormen bevægede sig ind fra vestlig retning sent lørdag aften, hvor den havde rusket i nordjyderne med med vindstød op til 33 meter i sekundet.

Ved du noget? Så send os et tip