I det fynske folks tjeneste

Frygt for krav om it i alle vuggestuer og børnehaver

It er med ministeriets nye læreplanstemaer tilsyneladende på vej ind i samtlige landets dagtilbud. Det frygter man i hvert fald i de fynske Rudolf Steiner-vuggestuer og -børnehaver.

01:17

Rudolf Steiner-institutionen Kastanjen, som ligger i Odense, er en af de private institutioner, som anser et eventuelt krav om it og digital teknologi til vuggestue- og børnehavebørn som uforeneligt med stedets pædagogiske grundlag.

Det er præcis to år siden, at Steiner-børnehaven Askelæ i Svendborg kæmpede og vandt en kamp mod kommunen, som ville pålægge institutionen at indføre digital teknologi.

Nu ser kampen igen ud til at være aktuel.

- Det er uforeneligt. Jeg vil ikke kunne stå inde for det

Charlotte Schmidt, Leder, Rudolf Steiner-institutionen Kastanjen

Denne gang på grund af det udkast til en ny bekendtgørelse, som børne- og socialminister Mai Mercado (K) netop har haft i høring.

Den indeholder nemlig nye læreplanstemaer og her beskrives it som:

"... en grundlæggende kulturtektik, som børn skal have mulighed for at bruge it et eksperimenterende fællesskab. Børn skal være skabende og producerende og samtidig få erfaringer med at bruge IT på etisk forsvarlige måder i forhold til sig selv og andre" 

Læs også Minister på direkte tv: - Det er sjældent jeg lover noget så håndfast som nu

Bekendtgørelsen slår samtidig fast, at børnene skal:

"... have mulighed for at stifte bekendtskab med og anvende forskellige teknologiske redskaber som eksempelvis GPS, digitalvægt, webkamera".

- Det er uforeneligt

Helt uforeneligt med den pædagogik, som man praktiserer i institutionen Kastanjen, som har plads til godt 20 vuggestuebørn og cirka 30 børnehavebørn.

- Børnene er ikke modne til det. Det vil blive en parkering. Børnene vil trække sig væk fra den gunstige leg. Alternativet til it er leg, der udvikler barnets kreativitet og produktivitet.

- Det er uforeneligt med vores pædagogik. Jeg kan ikke stå inde for det som leder, siger Charlotte Schmidt, der står i spidsen for Kastanjen, der arbejder ud fra Rudolf Steiners pædagogik.

It er jo en forudsætning for det samfund, vi har i dag, så kunne man jo godt tage det standpunkt, at det er godt, at børnene bliver præsenteret for det så tidligt som muligt?

Læs også Askelæ slipper for tvungne tablets

- Ja, men jeg tror bare ikke, børnene er klar. Det er for tidligt for vores børn. Når man giver et greb til hjernen, skal barnet være klar til det, så vi er nødt til at vente, siger Charlotte Schmidt.

Opbakning fra Daginstitutionernes Landsorganisation

Bekendtgørelsen, som altså netop har været i høring, ligger i forlængelse af den reform af dagtilbudsloven, som et bredt flertal blandt de politiske partier på Christiansborg vedtager torsdag.

Loven er på mange områder en stor forbedring, lyder det fra Daginstitutionernes Landsorganisation (DLO).

Problemet er dog ifølge DLO, at de meget stramme formuleringer af krav om it kommer til at spænde ben for den politiske intention med loven.

- Lige præcis her, hvor man går ind så specifikt og dikterer nogle metoder, bryder man fuldstændig med muligheden for det meget mangfoldige dagtilbudsudbud, som forældrene i Danmark gerne vil have.

- Forældrene vil gerne kunne vælge mellem forskellige pædagogiske retninger, og det skal de også kunne i fremtiden, siger Tanja Krabbe, der er sekretariatschef i DLO.

Staten yder tilskud til alle private dagtibud - så er det vel også op til politikerne at udstikke de rammer, som man skal leve op til for at være tilskudsberettiget?

- Det, der er problemet her, er, at politikerne rent faktisk gerne vil give dagtilbuddene metodefrihed, men er kommet til i et bilag et diktere en meget specifik metode. Det opfordrer vi til, at der bliver rettet op på, siger Tanja Krabbe.

00:49 Luk video

Minister er villig til at se på bekendtgørelse igen

Det bliver der gjort nu, forsikrer børne- og socialministeren, der vil undersøge, om formuleringen "børn skal have mulighed for at bruge it" skal ændres til "kan".

- Jeg kan være bekymret for, hvis det bliver misforstået, og jeg vil være rigtig ked af, hvis nogle føler sig presset til at bruge it, hvis de egentlig ikek har lyst. Så det giver klart anledning til at se, om formuleringerne er helt skarpe, siger Mai Mercado.

Målet har ifølge partierne været at øge kvaliteten i landets dagtilbud, gøre lovbestemmelserne omkring dagtilbud mere fleksibel og styrke forældrenes frie valg.

Læs også Børnehave nægter digital læring: Kommunen truer med lukning