I det fynske folks tjeneste

Fuld fart på bandepakken

Foto: Frederik Roland

Det haster så meget med at få vedtaget en ny bandepakke, at Justitsministeriets folk skriver lovteksten, mens politikerne forhandler.

Håbet er, at partierne bag kan vedtage strammere regler mod rocker-bandemedlemmer inden sommerferien, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) efter det første forhandlingsmøde onsdag.

- Når vi har vedtaget pakken, skal der lovgivning til. Vi skriver sådan set loven, mens vi forhandler, for det her skal vedtages inden sommerferien for det meste af det.

- Derfor haster det lidt med at få en aftale, så vi kan få skrevet lovteksten, siger Søren Pape Poulsen.

 Bandepakken "Bander bag tremmer" blev præsenteret lørdag på regeringens seminar på Fyn.

I 2016 var der 54 skudepisoder, som har haft tilknytning til rocker- og bandekonflikter - en stor del af episoderne fandt sted i Odense.

Regeringen vil fordoble fængselsstraffen for skyderi i det offentlige rum og fordoble straffen for ulovlig våbenbesiddelse.

Rockere og bandemedlemmer skal desuden kunne idømmes et forbud mod at vise sig i områder, som de har belastet med kriminalitet.

Det kan være bydele eller hele byer.

- Tiden er nu til, at vi stiller os på de lovlydige danskeres side og ikke tager alle de hensyn til de kriminelle.

- Mange af dem vil ikke ud af disse bandegrupperinger, fordi de kan godt lide at gå og snylte på resten af samfundet.

Men det kommer de altså til, hvis de vil ud af fængslerne, siger Søren Pape Poulsen.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, efterlyser mere forebyggelse samt resocialisering.

Og der har været en del lydhørhed blandt de andre partier, siger hun.

- Så undgår vi, at dem, der er på vej ind i rocker- bandemiljøet, ender med at blive hårdkogte kriminelle, som det er umuligt at resocialisere igen, siger hun.

Ifølge justitsministeren hører forebyggelse dog ind under et udspil om ungdomskriminalitet, som kommer senere på foråret.

- Det bliver en langt større og bredere bakke, vi kommer til at tage fat på der, siger justitsministeren.

En forskningsenhed i hans eget ministerie slog i 2015 fast, at det er svært at påvise effekt af længere straffe.

- De her hårdkogte bandemedlemmer forstår kun en ting, og det er længere tid i fængsel. Når de er i fængsel, truer de ikke helt almindelige mennesker, der lever deres liv, siger justitsministeren.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.