Fyn får et ungdomsbigband

Det fynske musikliv bliver nu beriget med et ungdomsbigband. Det 17 mand store orkester skal profilere Fyns Amts kulturpolitik, og virke som en gulerod på de lovende unge fynske musikere.

-

Det fynske musikliv bliver nu beriget med et ungdomsbigband. Det 17 mand store orkester skal profilere Fyns Amts kulturpolitik, og virke som en gulerod på lovende unge fynske musikere.


Kulturudvalget i Fyns Amt besluttede torsdag at bevilge 50.000 kr. til oprettelsen af et ungdomsbigband på Fyn.


Initiativet til det nye orkester kommer fra De fynske musikskoler, som har fået ideen fra Vejle Amt.


\"Nu bliver der noget at spille op til for de dygtige fynske musikere. Det vil være attraktivt at komme med i ungdomsbigbandet og få en masse usædvanlige oplevelser på den måde,\" forklarer Carl Hansen, der er musikskolernes repræsentant i Fyns Amts Musikudvalg.


Bandet skal bestå af 17 musikere i alderen 17 og 25 år, og Fyns Amt håber at bigbandet kan være med til at sætte focus på bigbandmusik i en tid, hvor den rytmiske musik ellers dominerer.


Orkestrets medlemmer skal håndplukkes fra musikskolerne rundt omkring på Fyn.


\"Vi vil ikke lave auditions, som man kender det fra klassisk musik. Vi skal selv ud og finde egnede kandidater, for det er ikke alene vigtigt, at det er bragende gode musikere, de skal også swinge socialt sammen, \" forklarer Carl Hansen.


Bevillingen på 50.000 kr. fra Fyns Amt gælder fra 2002, og er bevilget under forudsætning af, at Statens Musikråd bevilger økonomisk støtte.

Oversigt

    Oversigt