Fyn fri for farlig hesteherpes: Missionen lykkedes

Fynske hesteejere har ikke rapporteret om nye udbrud af hesteherpes siden forårets epidemi. Alligevel bør hesteejere være påpasselige, advarer rideforbund.

Fynske hesteejere kan ånde lettet op. Det fortæller Mette Uldahl, der er veterinærkonsulent i Dansk Ride Forbund.

- Missionen lykkedes. Vi har ikke observeret nogle nye udbrud af den særlig farlige form for hesteherpes siden foråret, lyder det fra Mette Uldahl.

quote Missionen lykkedes. Vi har ikke observeret nogle nye udbrud af den særlig farlige form for hesteherpes siden foråret

Mette Uldahl, veterinærkonsulent i Dansk Ride Forbund

I foråret var flere fynske hesteejere i panik, da Fyn oplevede et udbrud af en særligt farlige form for hesteherpes. Modsat andre udgaver af hesteherpes var dette udbrud kendetegnet ved højere dødelighed for hestene end normalt.

På Fyn har det resulteret i fem dødsfald blandt fynske heste.

Hesteejere skal stadig være påpasselige

Selvom Fyn ikke har oplevet nogle nye udbrud af hesteherpes siden foråret, bør fynske hesteejere alligevel tage forholdsregler for at forhindre smitte blandt heste.

- Hesteejere bør udvise sund fornuft i forbindelse med stævner og lignende arrangementer. Hvis hesten viser tegn på sygdom, så skal man ikke tage den med i hestetraileren, fortæller Mette Uldahl.

Hesteherpes på Fyn

Ifølge Mette Uldahl er der særligt én ting, som hesteejere på Fyn skal huske, inden hesten færdes i nye omgivelser.

- Hvis man vil være sikker på, at ens hest ikke smitter, så kan man tage temperaturen på den. Hvis hesten har feber, bør man blive hjemme.

Derudover opfordrer Mette Uldahl til, at hesteejere løbende holder øje med tegn på smitte hos hestene. Listen over tegn på den smitsomme for hesteherpes tæller blandt andet snottede muler og problemer med hestens koordination.

 

Oversigt

    Oversigt