I det fynske folks tjeneste

Fynbo skal køre Le Mans

Om godt en måned bliver 29-årige Allan Simonsen fra Odense den første fynbo, der kører verdens mest berømte motorløb, Le Mans.

Allan Simonsen bliver den første fynbo nogensinde, der skal køre Le Mans.

Her skal han være en del af et italiensk Porsche-team i GT2-klassen, der skal konkurrere i 24-timers løbet, der køres den 16. og 17. juni.
- Det bliver stort. Le Mans er det største sportsvognløb i verden, siger han til TV2/FYN.

Allan Simonsen bor til daglig i Melbourne i Australien og er i dag en etableret racerkører. Han har flere gode resultater på cv'et, og derfor var Le Mans det naturlige næste skridt.
- Det kommer sig af, at man har nogle gode resultater, så bliver man kaldt til sådan opgave, og det er noget, jeg er utroligt glad for, siger han.

Den 29-årige odenseaners to makkere i Porschen var sidste år tæt på at vinde Le Mans.
- De førte løbet i 17 timer, hvor en gearkasse ødelagde det for dem, og hvor de så røg ned på andenpladsen. Det viser jo, at der er gode chancer for at vinde. Så det satser vi hårdt på, forklarer han over for TV 2/FYN.