I det fynske folks tjeneste

Fynboer fængslet for vold mod 15-årig

Dreng blev angiveligt slået med knojern og knytnæve, inden gerningsmændene tog halsgreb på ham.

To fynske mænd på 19 og 20 år blev onsdag sendt en tur bag
tremmer efter et groft overfald mod en 15-årig dreng i Nyborg
tirsdag aften.

Begge sigtede er ifølge anklager Stine Winther tidligere dømt
for vold, og den ene er endda lige blevet prøveløsladt fra en
tidligere voldsdom.

- De mødte den forurettede tilfældigt i på gaden i Nyborg. Den
forurettede har forklaret, at han er blevet slået én gang i
ansigtet med et knojern og har fået et knytnæveslag i ansigtet.
Derudover har de taget halsgreb på ham, fortæller Stine Winther.

Ifølge anklageren har de to sigtede nogle uoverensstemmelser
med den 15-årige, men hun vil ikke komme nærmere ind på, hvad
uenighederne består i.

Varetægtsfængslet i 13 dage

De sigtede erkender at have slået drengen, men der var alene
tale om et knytnæveslag i nødværge og to lussinger.

Den forklaring købte dommeren dog ikke. i stedet blev de to
varetægtsfængslet i foreløbig 13 dage på en begrundet mistanke
om, at den 15-årige taler sandt.

Det var blandt andet de sigtedes fortid som voldsdømte, som
fik dommeren til at sende dem bag tremmer på grund af risikoen
for, at de ville begå vold igen på fri fod.

- Og så er der jo stadig den her uoverensstemmelse imellem
parterne, som vil kunne føre til mere vold, fortæller Stine
Winther.

De to mænd valgte at acceptere dommerens afgørelse og kærede
derfor ikke kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.