I det fynske folks tjeneste

Fyns Amt tilfreds med Falcks priser

Falck på Fyn kan ånde lettet op. Politikerne i Fyns Amt har forståelse for at prisen på ambulancekørsel er steget med 23 procent de sidste fire år. Fyns Amt vil heller ikke bryde med amtets monopol som andre amter har gjort.

Politikere vil ikke bryde Falcks monopol

Falck på Fyn kan ånde lettet op. Politikerne i Fyns Amt har forståelse for at prisen på ambulancekørsel er steget med 23 procent de sidste fire år. Fyns Amt vil heller ikke bryde med amtets monopol som andre amter har gjort.

Selvom prisen på Falck ambulancetjeneste på Fyn er steget med 13,2 mio. kr siden 1996, så lyder der ingen ramaskrig fra politikerne i Fyns Amts sygehusudvalg. Prisstigningen blev mandag behandlet på udvalgets møde.

"Prisstigningen afspejler et øget forbrug på 17 procent siden 1996. Derudover er udgifterne steget, så vi har forståelse for at prisen er steget de sidste fire år", siger sygehusudvalgets formand Ester Larsen(V).

I København og Roskilde har politikerne brudt med Falcks monopol på ambulancekørsel. Her er priserne ikke steget helt så meget som på Fyn. Men det får ikke Fyns Amt til at overveje alternativer til Falck.

"Der er ikke andre end Falck, der kan levere ambulancetjeneste til Fyn. Det vil ikke være betryggende at overlade disse livsvigtige funktioner til kommunale beredskaber," siger Ester Larsen.

Hun udelukker dermed at Odense Brandvæsen eller andre kommunale beredskaber skulle få opgaver med at køre ambulancer i udvalgte områder.