I det fynske folks tjeneste

Fynsk storbonde dømt for sexchikane

En nordfynsk landmand er blevet kendt skyldig i sexchikane og vold overfor en 21-årig landbrugselev. Den 70-årige nordfynsk landmand skal af med 50.000 kroner i erstatning for overgrebene.

-

En nordfynsk landmand er blevet kendt skyldig i sexchikane og vold overfor en 21-årig landbrugselev.

Den 70-årige nordfynske landmand skal af med 50.000 kroner i erstatning for sexchikane og vold mod en 21-årig kvindelig landbrugspraktikant. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

Landmanden var anklaget for at have taget den unge kvinde på brysterne og ballerne, og retten i Odense var altså enige i den anklage.

Den 70-åriges søn blev kendt skyldig i at være vidende om de seksuelle krænkelser af den unge kvinde uden at skride ind.

Sexchikanen fandt sted tilbage i 2002, da den 21-årige var i praktik.

- Gårdejeren forsøgte altid at komme i nærkontakt med mig, hvis jeg var alene med ham i stalden. Fem gange tog han mig på brysterne eller enden, da han skulle forklare mig noget. Jeg føler mig misbrugt og går i dag i panik, hvis nogen lægger armen om mig. Jeg er blevet bange og meget mere nærtagende, sagde den unge kvinde i retten ifølge Nyhedsbrevet 3F.