I det fynske folks tjeneste

Fynsk virksomhed skal dyste til VM i vækst

Lørdag bliver det afgjort om en fynsk virksomhed vinder verdensmesterskabet i vækst. For to år siden var en anden fynsk virksomhed med til VM, og selvom de ikke vandt, fik de en del andet med hjem.

00:16

Det har betydet meget for fynske Micro Matic at være med i verdensmesterskabet i vækst. Video: Morten Albek og EY

Lørdag bliver det afgjort om den fynske virksomhed Mobile Industrial Robots løber med titlen som "World entrepreneur of the year" ved verdens største vækstkonkurrence i Monaco. Man behøver dog ikke at vinde for at gøre sig bemærket. Det oplevede den fynske virksomhed Micro Matic, der var med i konkurrencen for to år siden.

MiR har gode chancer for at vinde, fordi de kommer med et produkt, som er spændende, og som man kan forholde sig til, og som virkelig har fremtiden foran sig.

Søren Klarskov Vilby, direktør, Micro Matic.

For i 2016 vandt Micro Matic den landsdækkende konkurrence i EY Entrepreneur Of The Year og dermed retten til at deltage ved VM i Monaco.

- Jeg blev meget glad og stolt på virksomhedens vegne og taknemlig over for den indsats,  som medarbejderne yder, siger Søren Klarskov Vilby, der er direktør for Micro Matic.

Selvom Micro Matic ikke hev en guldmedalje hjem i verdensmesterskabet i vækst, har konkurrencen haft stor betydning for den fynske virksomhed, der er globalt ledende inden for udstyr til udskænkning af fadøl.

- Vi har fået masser med. Vores største marked er i USA, hvor den her pris er relativt højt profileret. Så det er klart, at vores kunder har lagt mærke til det, ligesom vores leverandører har, siger Søren Klarskov Vilby.

Læs også Årets entreprenør på Fyn: De dygtigste til vækst

Direktøren for Micro Matic mener, at opmærksomheden ikke kun tiltrækker kunder, men også nye medarbejdere.

- Og man kan også bruge det overfor sine medarbejdere. Det er vores medarbejdere, der gør, at vi vinder en pris. Det er dem, der yder indsatsen og sørger for, at vi har en god og stor virksomhed med et rart miljø. Derfor kan det også hjælpe med at tiltrække nye og dygtige folk til vores koncern, siger han.

Konkurrencen

Titlen som verdens bedste iværksætter bliver givet til en virksomhed og dens ejere, der på bedste vis formår at skabe ekstraordinær vækst og udvikling. Derudover er der en række kriterier, som skal opfyldes.

- Der er utrolig meget baggrundsmateriale, tidligere regnskaber, medarbejderudtalelser og kig på ejere og bestyrelse. Så det er en solid pakke, der ligger til grund for, hvem der vinder prisen, fortæller Søren Klarskov Vilby.

Kriterier for at deltage i EY Entrepreneur Of The Year

  • Entrepreneuren er ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og har haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret
  • Virksomheden har eksisteret i mindst tre år
  • Virksomheden har ved udgangen af det seneste regnskabsår minimum 20 ansatte
  • Virksomheden skal have haft minimum 15 % vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår
  • Det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat

Kilde: www.ey.com

Se mere

Konkurrencen strækker sig over fire dage fra den femte til niende juni. En vigtig del af konkurrencen af pitchen, hvor hver deltager præsentere sin virksomhed, fortæller Søren Klarskov Vilby.

- Pitchen skal sidde. Der sidder nogle dommere, som kommer igennem rigtig mange fantastiske historier, så du skal være skarp, og du skal kunne huskes bagefter. Derfor er det også en fordel, at man kan formulere sig nogenlunde fornuftigt på engelsk. Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe. Man skal ikke være alt for dansk, og der skal ikke være noget jantelov i det, siger han.

MiRs væksteventyr

I år er det fynske Mobile Industrial Robots, MiR, der skal dyste i vækstkonkurrencen mod 47 andre lande i Monaco, fordi de vandt den landsdækkende konkurrence sidste år. MiR er kendt for sine mobile robotter, der kan automatisere den interne transport i industrien. Direktøren for MiR fortæller, at deres vækstrejse ikke har været let.

- Det kræver enormt meget. Det kræver noget mod at kunne gør det, som vi har gjort. Det kræver også, at man tør at investere. At man mere eller mindre tør at sætte alt på spil for at lykkes, siger Thomas Visti, der er direktør for MiR.

Deres væksteventyr er langt fra færdigt endnu, fortæller Niels Jul Jacobsen, der er strategichef for MiR.

Læs også Milliardvækst på Fyn: Nyt globalt gennembrud for robotvirksomheder

- Vi er først lige startet. Vi er et lillebitte hjørne nu. Den her verden er så stor. Og vi har en ambition om, at vi er med til at tage en stor del af det marked, der er for mobile robotter, siger Niels Jul Jacobsen.

Micro Matics direktør giver sit bud på MiRs chancer for at vinde VM i vækst.

- Jeg tror, MiR har gode chancer for at vinde, fordi de kommer med et produkt, som er spændende, og som man kan forholde sig til, og som virkelig har fremtiden foran sig. Og de kommer med en væksthistorie, som vi ikke gjorde på helt samme måde. Men altså, det er hård hård konkurrence, siger Søren Klarskov Vilby.

Vækstkonkurrencen "EY world entrepreneur of the year" bliver afholdt af revisions- og konsulentvirksomheden Ernst & Young i Monaco.

02:29

Micro Matic vandt den landsdækkende konkurrence i vækst for to år siden og gik derfor videre til VM. I år er det fynske Mobile Industrial Robots, som stiller op i konkurrencen. At vinde betyder ikke så meget, for bare det at være med er prestigefyldt, fortæller Micro Matics direktør. Video: Morten Albek

Luk video