I det fynske folks tjeneste

Fynske fortidsminder reddet

Der er lettelse blandt arkæologerne på Fyn, efter at Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) torsdag besluttede at afsætte ni mio. kr. ekstra til arkæologiske undersøgelser og udgravninger resten af året. Flere fynske fortidsminder er nu sikret mod destruktion.

-

Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) besluttede torsdag at afsætte ni mio. kr. ekstra til arkæologiske undersøgelser og udgravninger resten af året. 


Ekstrabevillingen kommer efter at arkæologer over hele landet i sidste uge slog alarm. Rigsantikvarens kasse var tom, og over alt modtog arkæologerne afslag på deres ansøgninger om undersøgelser og udgravninger.


På Fyn fik Odense Bys Museer blandt andet afslag på at lave en forundersøgelse af en gravhøj fra Stenalderen.


\"Det er fint, at kulturministeren nu bevilger flere penge. Det betyder, at vores ansøgninger skal revurderes, og dermed er der chancer for at redde stenalderhøjen i Tarup,\" siger museumsinspektør Karsten Kjer Michaelsen.


Pengene skaffes via tipsmidlerne og omprioriteringer på museerne, oplyser Kulturministeriet.


De samlede bevillinger til arkæologiske undersøgelser bliver hermed på ca. 17 mio. kr. i år, og det forventes, at der vil blive tale om en bevilling i samme størrelsesorden for 2002.


Rigsantikvaren har endnu ikke overblik over hvordan de ni mio. kr skal fordeles over landet.