I det fynske folks tjeneste

Fynske landmænd kræver erstatning for regn

Masser af fynske landmænd har i dag udsigt til søer, hvor der burde være kornmarker, og det er kommunernes skyld.

Det mener i hvert fald landmændenes organisation, Centrovice. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Det er vores klare indtryk, at kommunerne har slækket på deres opgaver, og at det har kostet mange landmænd høsten, siger Centrovices formand, Niels Rasmussen.

Miljøminister Karen Ellemann (V) har tilsyneladende samme mistanke. Hun har netop sendt et advarende brev til samtlige landets borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer. Heri føler hun sig kaldet til at understrege over for lokalpolitikerne, at de altså skal sørge for at overholde regler og love.

De "skal administrere vandløbsloven i overensstemmelse
med de nugældende regler og på det foreliggende grundlag,"
skriver Karen Ellemann. Hun gør også opmærksom på, at landmænd
og andre langs vandløb har et retskrav på, at kommunen
vedligeholder vandløbet.

- Den politiske dagsorden er, at der skal være mere vand allevegne for miljøets skyld. Men reglerne skal altså overholdes, og hvis politikerne vil omdanne vores marker til søer, må de altså købe dem først, siger Niels Rasmussen til Fyens Stiftstidende.

Ved du noget? Så send os et tip