I det fynske folks tjeneste

Gæst medbragte stor køkkenkniv på værtshus

En bargæst havde taget en køkkenkniv og narkotika med på værtshus. Politiet har sigtet ham.

En 21-årig mand havde taget en stor køkkenkniv med på værtshus. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Fyns Politi fik klokken 3.40 natten til søndag en anmeldelse om en gæst på pubben Loftet i Svendborg, der havde taget en meget anderledes genstand med.

Han havde nemlig medbragt en stor køkkenkniv, og derfor var en patrulje forbi værtshuset på Sydfyn.

Her kunne betjentene anholde den 21-årige mand fra Sjælland uden dramatik.

Politiet ved ikke, hvorfor manden var i besiddelse af en stor køkkenkniv. Ifølge politiet havde han ikke truet med den.

Narko til videresalg

Ved anholdelsen finder politiet også euforiserende stoffer på den sjællandske mand. Og politiet har en klar formodning om, hvad det skulle bruges til.

- Han havde så meget på sig, at vi formoder, det var beregnet til at sælge videre, forklarer vagtchef ved Fyns Politi, Milan Holck Nielsen.

Patruljen sigtede den 21-årige mand og tog ham med på politigården i Odense. Han er ikke blevet løsladt.

Læs også Dømt for dyremishandling: Hund stukket ihjel med køkkenkniv til sommerfest