I det fynske folks tjeneste

Gislev vil også flyve fra Sønderborg

Det fynske rejseselskab Gislev Rejser gør nu også Sønderborg til charterlufthavn. I forvejen har Gislev Rejser et stort antal afgange fra HCA Airport ved Odense.

Gislev Rejser med hovedkontor i Ringe har netop indgået en aftale med Alsie Express og Sønderborg Lufthavn om i sæsonen 2017 at gennemføre charterflyvninger fra Sønderborg til to rejsemål  i Italien. 

Gislev Rejser skal med aftalen være med til at udvikle Sønderborg til charterlufthavn på samme måde, som det er sket i Odense. Selskabet har i dag 66 afgange fra HCA Airport.

Aftalen med Alsie Express omfatter 18 charterflyvninger i 2017 med mulighed for at øge antallet i 2018.

Gislev Rejser sender allerede nu årligt tusindvis af danske gæster til rejsemål i Italien, både med bus og fly.

- Mange af vore gæster foretrækker, at rejsen begynder så tæt ved hjemmet som mulig. Vi har erfaringer fra at flyve fra flere danske lufthavne og nu tilføjes Sønderborg. Dermed har vi geografisk set dækket Danmark godt ind, siger Mogens Andersen, der er administrerende direktør i Gislev Rejser.

Ved du noget? Så send os et tip