Godt vejr betyder flere overnattende "gæster" i detentionen

Søndag formiddag har Fyns Politi fire siddende i detentionen for mindre uorden i gadelivet. Det er typisk, når solen skinner, fortæller vagtchefen.

Godt vejr i det fynske betyder flere på gaderne om aftenen. Og i sidste ende kommer det til at betyde, at politiets detention huser flere morgenen efter. 

Og søndag morgen er ikke nogen undtagelse. 

- Vi har fire siddende i detentionen her til morgen, fortæller Anders Furbo Therkelsen, der er vagtchef ved Fyns Politi, og fortsætter: 

- Godt vejr giver flere på gaderne og flere sammenstød. 

Ifølge vagtchefen er fire flere, end der blandt andet vil være på en gråvejrsdag i februar. 

Hvad er en detention?

Vågner op i sang

Der er dog ikke tale om store forseelser. De fire, der stadig sidder i detentionen hos Fyns Politi søndag morgen, har skabt mindre uorden på gaderne lørdag aften og nat. 

quote Godt vejr giver flere på gaderne og flere sammenstød

Anders Furbo Therkelsen, vagtchef ved Fyns Politi

Én af dem blev sent lørdag aften bortvist fra et værtshus i Middelfart på grund af uorden. Han besluttede sig for at gå videre til et andet værtshus, men også dét var lukket land for manden. Det blev han utilfreds med og opførte sig truende over for personale og patruljen, da den kom frem til stedet. 

En anden af dem, der søndag morgen stadig sover rusen ud i detentionen, er en mand, der også lørdag aften opførte sig aggressivt over for en dørmand, der nægtede ham adgang på grund af hans opførsel. 

- De bliver alle sammen løsladt igen, når de er færdige med at sove branderten ud, fortæller vagtchefen, mens man kan høre en syngende mandestemme i baggrunden. 

- Ja, nogle af dem vågner op og tror, at de stadig er til fest og synger. Men det er ikke tilfældet.  

Oversigt

    Oversigt