I det fynske folks tjeneste

GOG-Svendborg tættere på ny ligasæson

Jan Pytlicks tropper i GOG-Svendborg hentede torsdag en vital udesejr over Kolding i kvindernes Håndboldliga.

GOG-Svendborgs kvindehold tog torsdag et vigtigt skridt i retning af at sikre sig en ny sæson i den bedste danske håndboldliga.

Ude mod KIF Kolding hentede Jan Pytlicks tropper en sejr på 29-27, og det betyder, at holdet ikke længere kan risikere direkte nedrykning. Med sejren er fynboerne nemlig fem point foran Team Esbjerg på næstsidstepladsen, og det forspring kan jyderne ikke hente, da der nu kun resterer to spillerunder.

GOG-Svendborg var ellers nede med 14-15 ved pausen i torsdagskampen, men fik vendt sagerne til egen fordel ført an af russeren Anna Karejeva, der blev topscorer med otte mål.

Fynboerne kan dog stadig ende i kvalifikationsspillet om retten til en ny sæson i Håndboldligaen.