Gravesen: Holdkammerater skal slås mere for Eriksen

Den tidligere landsholdsspiller Thomas Gravesen savner større beskyttelse af fynske Christian Eriksen på landsholdet.

Fynske Christian Eriksen er Danmarks største stjerne ved VM, og han skal beskyttes bedre af sine holdkammerater under sommerens fodboldslutrunde.

Det mener den tidligere landsholdsspiller Thomas Gravesen, som til tider selv var kendt for at gå lige til grænsen, da han var aktiv.

- Eriksen er en rigtig dygtig spiller, og jeg synes, Eriksen er en spiller, de andre skal beskytte lidt mere, siger Gravesen i et interview med Kanal 5 ifølge BT.

quote Når stjernen i ishockey kører med pucken, og han bliver smadret ind i banden, så kommer der én med langt skæg uden tænder og vil slås for Christian - en ishockeyspiller på det niveau.

Thomas Gravesen, tidligere landsholdsspiller

Den tidligere centrale midtbanespiller kalder Eriksen en verdensklassespiller, når spillet flyder for Danmark og Tottenham.

- Når spillet ikke flyder i Tottenham eller Danmarks retning, så kunne man godt beskytte Christian lidt mere.

- Hvis de andre går til ham, så kan man godt få en af de andre midtbanespillere hen - hvis der løber en efter Christian og dækker ham op - så hjælp Christian.

- Gå hen og høvl ham ned. Det må man ikke sige, men det gør man, forklarer Gravesen.

Beskyt stjernespilleren - ligesom i ishockey

Den tidligere Real Madrid- og Celtic-spiller sammenligner det med ishockey, hvor målmanden og stjernespillere bliver beskyttet af holdkammeraterne med alle tænkelige midler.

- Når stjernen i ishockey kører med pucken, og han bliver smadret ind i banden, så kommer der én med langt skæg uden tænder og vil slås for Christian - en ishockeyspiller på det niveau.

- Det kan man godt overføre til spillestilen på landsholdet, mener Gravesen.

Danmarks fodboldlandshold møder lørdag aften Sverige i en testkamp i Stockholm.

Det bliver en kamp, hvor Eriksen ikke er med, da han står til at blive far en af de kommende dage og vil være tæt på fødslen.

Oversigt

    Oversigt