I det fynske folks tjeneste

Har Fyn Danmarks smukkeste bondegård?

Den danske landbrugskulturarv er under pres, og derfor vil Bygningskultur Danmark finde landets smukkeste bondegård. Seks fynske gårde er nomineret.

00:29

Seks fynske bondegårde er nomineret i konkurrencen om Danmark Smukkeste Bondegård.

Bent Madsens gård i Dreslette er nomineret i konkurrencen om Danmarks Smukkeste Bondegård. Gå på opdagelse tilbage i tiden i billedarkivet her. Foto: Bygningskultur Danmark

Lille Bent Madsen, som stadig ejer gården, bliver trukket af sin storesøster. Foto: arkiv

Den gamle bageovn. Den er ikke at finde i huset mere, da den er blevet erstattet af et badeværelse. Foto: arkiv

Bageovnen set ude fra. Foto: arkiv

I dag er ovnen fjernet. Foto: arkiv

Bent Madsen hugger brænde. Taget blæste af på laden under en januarstorm i 1968. Foto: arkiv

Gårdspladsen som har dannet rammen for meget arbejde og mange hyggelige stunder. Foto: arkiv

I haven stod der selvfølgelig også et kirsebærtræ. Mon det stadig står der? Foto: arkiv

Den gamle gruekedel blev brugt når man vaskede tøj og badede ungerne i når storvasken var overstået. Foto: arkiv

Anden dreng fra venstre på nederste række er Bent Madsen. Han er vokset op på gården, og bor der stadig den dag i dag. Han er 92 år. Foto: arkiv

1 af 11

Bondegården i bindingsværk med de fire længer, som vi kender den fra århundrede tilbage, er under pres. Det viser udviklingen, og det mener Bygningskultur Danmark, og derfor vil de finde og kåre Danmarks Smukkeste Bondegård. 

Blandt de seks fynske nominerede er der både slægtsgårde, som har været i samme familie i mange generationer, men der er også nye bondegårdsejere, som har kastet sig ud i det både dyre og arbejdskrævende hverv.

- Hvis vi skulle nå at komme ud på nye eventyr, var det tidspunktet. Børnene var stort set fløjet fra reden. Men det er en livsstil det her, hvis ikke det føles helt rigtigt ind i hjertet, skal man ikke gøre det, fortæller Otto Isaksen, der købte gården Villumgård i Glamsbjerg i 2006 med sin kone Dorte Isaksen. 

Hvis vi skulle nå at komme ud på nye eventyr, var det tidspunktet. 

Otto Isaksen, Ejer af Villumgård

Den klassiske bondegård er en indgroet del af Danmarks identitet. Men udviklingen i landbruget har været hård ved gårdene. Strukturforandringer i landbruget, hvor alt fra maskiner til besætninger er dyr skal være større og større, har gjort de oprindelige bygninger overflødige, og det har ført til forfald og nedrivning mange steder. 

- Den danske landbrugskulturarv er truet, og det er skal vi gøre noget ved. Derfor vil vi sætte fokus på bondegårdens værdi ved denne konkurrence, siger Johan Hage, projektleder i Bygningskultur Danmark. 

Fyn i førerfeltet

Alene på Fyn har der været cirka 8.000 firelængede, stråtækte gårde, og nu er der under hundrede tilbage. Men det er dog på Fyn, at man finder flest nominerede i konkurrence. I alt er seks ud af 15 gårde fra Fyn. 

- Fyn har altid haft mange gårde, og landmændene har været gode til at bevare og passe på dem, siger Johan Hage. 

Konkurrencens vinder findes den 22. maj. Du kan stemme på din (fynske) favorit her.

De fynske nominerede

Bent Madsens gård i Dreslette, opført i slutningen af 1700-tallet og bygningsfredet i 1990.

Kongshøjgård i Strærup, opført i 1700-tallet og med høj bevaringsværdi.

Sognefogedgården i Viby, opført i 1600-tallet og bygningsfredet i 1990.

Villumgård i Voldtofte, bygningsfredet 1990.

Grønne Mølle, beliggende ved Ullerslev, opført omkring 1830 og bygningsfredet i 1989.

Vesemosegård, beliggende ved Glamsbjerg, opført omkring 1750 og med høj bevaringsværdi.

Fyn Live og Camilla Bøgeholt sender live fra de seks fynske gårde tirsdag og onsdag på TV 2/FYN Nyhedskanalen. Du kan se med fra klokken 17.30.