Hatecrimes skal frem i lyset

Perker og homosvin! Det er nogle af de gloser, der kan følge med, hvis man bliver overfaldet blot fordi man har en anden seksualitet, religion, politisk observans eller race end flertallet. Nu håber Odense Kommune og Fyns Politi, at en ekstra indsats kan få hatecrimes frem i lyset.

- Jeg bliver vred, ked af det og frustreret over, at jeg skulle udsættes for det, uden at have gjort andet end bare at være mig selv, siger Thomas Bernth fra Odense.

Han er homoseksuel og har to gange oplevet at blive overfaldet, sparket, slået, spyttet på, mens der blev sagt hadske gloser om hans seksualitet.

- Han sagde, at han vidste hvor jeg boede, og at han ville komme efter mig, hvis jeg gik til politiet, siger Thomas Bernth.

Han var så bange, at han endte med ikke at melde det hadske overfald til politiet.

Fyn som forsøgsstsed

Socialministeriet og Justitsministeriet har netop holdt konference om hatecrimes - blandt andet fordi, der er en mistanke om, at der sker langt flere tilfælde af hatecrime end politiets statistikker viser.

Trusler kan være en af grundene til, at ofre for hatecrime ikke anmelder det. Andre har måske ikke lyst til at fortælle om deres seksualitet eller er bange for, at politiet ikke tager det alvorligt - ligesom at det også kan være svært for politiet at gennemskue, hvilket motiv der ligger bag volden.

- Nu byder vi ind med, at Fyn gerne vil være et forsøgsområde, hvor vi kan prøve at blive bedre til at få hatecrimes frem i lyset, siger chefpolitiinspektør John Jacobsen, Fyns Politi, til TV 2/FYN.

John Jacobsen var deltager på Social- og Justitsministeriets konference sammen med Christian Frederiksen, der er byrådspolitiker i Odense og formand for Tryg By i Odense.

- Det drejer sig både om homoseksuelle, etniske minoriteter og folk der har en anden holdning eller tro end flertallets. Det er den slags som man i et demokrati skal beskytte. Derfor skal vi tage det her alvorligt, siger Christian Frederiksen (S).

Sidst i marts skal nogle af deltagerne fra hatecrime-konferencen mødes med arrangørerne igen - og først der får Fyns Politi at vide, om de kan arbejde videre med ideen om at gøre en ekstra indsats mod hatecrimes.

Stort mørketal

Politiets Efterretningstjeneste, PET, skal registrere hatecrimes.

I 2010 blev det gjort i 334 tilfælde. Heraf var 62 med racistisk motiv, 10 var religiøst motiveret, 37 politisk motiveret og 30 med seksuelt motiv. De sidste 195 havde et tvivlsomt ekstremistisk motiv.

Men formentlig overgår virkeligheden langt de tal, der er indberettet.

Den seneste undersøgelse om ofre i Danmark som blandt andet Justitsministeriet står bag viser, at godt hver 10. offer mener, de har været udsat for vold pga racisme, mens hver 20 mener at det er pga deres seksuelle orientering. Det svarer til over 10.000 fra 2008 til 2010.

De sidste par år har Fyns Politi allerede øget opmærksomheden på at få registreret hatecrimes korrekt. Ligesom et partnerskab er indgået mellem politiet, Odense Kommune og Lambda (foreningen af homo-, bi- og transseksuelle på Fyn).

I 2009 registrerede Fyns Politi intet tilfælde af hatecrime. I 2010 var der to registrerede tilfælde, mens der i 2011 var 15.

- Vi er glade for partnerskabet med Lambda, og i Tryg By-udvalget vil vi nu overveje, om der også kan laves partneraftaler med andre for eksempel etniske foreninger, siger Christian Frederiksen.

Læs om konferencen her

Oversigt

    Oversigt