HCA Marathon slog Copenhagen på mållinjen

Løbeverdenen har fået sin egen pris: Og i år er den landet ved Odenses store maraton.

Det odenseanske maratonløb HCA Marathon er blevet kåret som årets maraton ved Danish Running Award. Dermed slog HCA sit københavnske modstykke, der måtte nøjes med titlen som årets halvmarathon.

Danish Running Award er et nyt awardshow, der blev afholdt i Mikkeller Barrel Room på Refshaleøen i København sidste uge. Bag prisuddelingen står mediehuset Luksus, som bl.a. også arrangerer Copenhagen Running Festival og udgiver LøbeMagasinet.

- De fleste andre store sportsgrene har længe haft en tradition for at hylde de bedste inden for deres sportsgren, men selvom dansk løb er en af de største sportsgrene i Danmark har der ikke været et forum til at hylde alle de ildsjæle og dedikerede mennesker, der gør en kæmpe indsats for at gøre løb til noget helt særligt her i Danmark, udtaler juryformand Bugge Holm Hansen, der ligeledes er medarrangør af Copenhagen Running Festival.

- Vi håber ligeledes, at vi med denne pris kan sætte fokus på alt der, der bliver gjort på løbescenen i Danmark, så alle danskere kan få glæde af de mange gode initiativer, fortsætter han.

Danish Running Award blev afholdt i forbindelse med Copenhagen Running Festival.

HCA Marathon afvikles for 17. gang søndag den 2. oktober.

Oversigt

    Oversigt